
Arkivfoto
Sæby får købstadsrettigheder – Om Sæby i den sene Middelalder
17. februar 2024 - kl. 6:01 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det aktive liv i middelalderen i og omkring Sæby Kirke og Kloster var stærkt medvirkende til at Sæby – byen ved havet – fik købstadsrettigheder i 1524. Det er derfor vi nu fejrer 500års jubilæum. Jubilæet fejres i Sæby Kirke med en lang række arrangementer. Det første er et historisk foredrag med forfatteren Hans Gregersen, der vil fortælle om Sæby i den sene middelalder. Det sker i Mariehuset, Strandgade 13, Sæby tirsdag den 27. februar 2024 kl. 19.30.
Sæbys historie går tilbage til middelalderen. Her langs kysten ved Kattegat voksede et beskedent fiskerleje frem, som tilrejsende karmelitermunke gjorde til en klosterby. I anledning af 500-året for Sæbys købstadsrettigheder tager forfatteren Hans Gregersen i dette foredrag tilhørerne med tilbage til det ældste Sæby. Det bliver en historie om de første beboere og om klostret og dets karmelitermunke. Men også om børglumbispen Stygge Krumpen, der var årsag til, at Sæby i 1524 fik status som købstad. Få år senere fulgte de urolige år i 1530erne, hvor Nordjylland blev hærget af borgerkrigen Grevens Fejde, og Danmark gik fra at være katolsk til at blive et protestantisk land. Hans Gregersen er et kendt og anerkendt navn som forfatter. Han har siden 1975 udfoldet et omfattende forfatterskab, der bygger på hans store viden om og interesse for historie og kulturhistorie.
Alle er velkomne til foredrag, samvær og lidt godt til ganen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby får købstadsrettigheder – Om Sæby i den sene Middelalder' til en bekendt