
Arkivfoto
Hattemåge, fastelavnssang og kæpdrage for den små på biblioteket i Sæby
24. januar 2024 - kl. 1:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Tirsdag den 6. februar kl. 9,30 og kl. 11 tilbyder biblioteket i Manegen i Sæby en sjov og hjertevarm forestilling for de 3 – 5 årige. Den har titlen ”Hattemågen”.
Den handler om en fin dame, der har købt et flot sommerhus ved et smukt hav. Hun glæder sig til at skulle på ferie og nyde lidt fred og ro. Men det bliver slet ikke, som hun havde regnet med. Sommerhuset viser sig at være en gammel fiskerhytte, og den er allerede beboet – af en måge. Forestillingerne sker i samarbejde med Børnekulturelt Netværk Frederikshavn Kommune. Biblioteket melder dog allerede udsolgt.
Den 8. februar indbyder biblioteket til koncert for de mindste, når Christina eller Natasja fra Musikskolen spiller kendte og knap så kendte børnesange. Biblioteket inviterer de mindste (2-4 årige) til en times hyggelig ”syng sammen”- koncert, hvor der skal synes en masse børnesange. Koncertens tema er fastelavn. Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig forud på hnoe@frederikshavn.dk
Tirsdag i vinterferien den 20. februar indbyder biblioteket børn til et arrangement i drageworkshoppen på Sæby Bibliotek, hvor der bliver lejlighed til at bygge sin egen kæpdrage. Det sker i tidsrummet kl. 10-13. Der klippes, klistres og pyntes, og bagefter kan børnene træne sammen på bibliotekets træningsbane, hvor der så også venter en lille godbid – også til dragen!
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hattemåge, fastelavnssang og kæpdrage for den små på biblioteket i Sæby' til en bekendt