Nordjysk Svæveflyveklub får forsinket julegave
21. januar 2024 - kl. 8:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Gitte Henning Pelagic A/S har velvilligt doneret 58.000 kr. til Nordjysk Svæveflyveklub til delfinansiering af ny motor til klubbens motorsvævefly.
Nordjysk Svæveflyveklub (NSK) er 60 år og dermed en af de ældste svæveflyveklubber i Danmark. Klubben holder til på Sæby Flyveplads, som de deler med Sæby Motorflyveklub. Aldersspændet mellem yngste og ældste medlem er ca. 60 år, og der er plads til alle i klubben, som vil være en del af et stærkt socialt fællesskab om en fælles passion for svæveflyvning.
Nordjysk Svæveflyveklub har de seneste par år haft en række uforudsete udgifter til nye flyradioer og antikollisionsystemer til alle fly – udgifter, som er fastsat fra centralt hold. Samtidig viste det sig nødvendigt at udskifte motoren i klubbens motorsvæveflyveklub.
Bestyrelsen har derfor udarbejdet en strategi for at tiltrække nye medlemmer og øge klubbens indtjening gennem fundraising.
Det er gået fornuftigt med en medlemsfremgang i 2023-sæsonen samt øget flyveaktivitet. Hen over vinteren har klubben skaffet fondsmidler til udskiftning af redningsfaldskærme. Og som nævnt har Gitte Henning Pelagic A/S nu doneret 58.000 kr., som vil blive brugt til at delfinansiere købet af en ny flymotor i 2024.
Klubbens formand Hans Christian Christensen udtaler:
”Svæveflyvning er en fantastisk sport, hvor vi på de gode dage flyver i timevis på opadgående luftstrømme. Desværre kæmper mange svæveflyveklubber med økonomien i disse år, og derfor har vi i Nordjysk Svæveflvyeklub sat alle kræfter ind for at øge vores indtjening. Vi er dybt taknemmelige for Gitte Henning Pelagic A/S donation på 58.000 kr., som kommer til at gøre en kæmpeforskel for os. Og så håber vi, at lokale virksomheder vil følge trop, så vi kan bevare Nordjysk Svæveflyveklub – og dermed også Sæby Flyveplads”.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjysk Svæveflyveklub får forsinket julegave' til en bekendt