
Privatfoto
Melsen Fonden kommer med økonomisk hjælp til Erik Schack
6. september 2023 - kl. 8:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Erik Schack har måttet sætte sit hus til salg og flytte i lejebolig, efter han nu i ni år har ventet på erstatning for den arbejdsulykke, der tilbage i 2014 gjorde ham invalid.
Men nu kommer der hjælp fra en privat Fond. Melsen Fonden vil nemlig give ham hele 20.000 kroner hver eneste måned frem til udgangen af 2024.
– Vi har mulighed for at gå ind og støtte, når en person er kommet i økonomisk nød uforskyldt og har behov for hjælp. Og det særlige ved Erik Schack er, at han uforskyldt er kommet i nød ved at forsøge at hjælpe andre mennesker og samtidig vove sit eget liv, siger Anker Laden-Andersen, der er formand for Melsen Fonden, til TV2 Nord.
Det er en tydeligt berørt Erik Schack, der modtager beskeden om, at hans ansøgning til fonden er blevet taget positivt imod.
– Den her økonomiske håndsrækning ændre på hele mit liv. Det gør, at jeg får mulighed for at leve, som andre mennesker, det er jeg meget glad og taknemmelig for, siger Erik Schack.
På formanden for fonden har den tidligere Falck-redders ansøgning gjort et særligt indtryk.
– Vi synes, det er helt åbenbart, at han skal have økonomisk hjælp, når man på den måde som offentlig person har vovet sit eget liv for at redde andre. Og så virker det for os helt uforståeligt, at han først kan have en afklaring på sin situation mange år efter. Det er en belastning for en som person og for familien, siger Anker Laden-Andersen til TV2 Nord.
Han understreger, at Melsen Fonden ikke ser på, hvordan sagen skal falde ud.
– Vi føler, der er et behov, og Erik har behov for at få ro omkring sin økonomiske situation, lyder det.
3 kommentarer til “Melsen Fonden kommer med økonomisk hjælp til Erik Schack” under annoncerne.




Hvis nogen skulle hjælpes, er Erik Schack den en rigtige modtaget! Han er nemlig en HELT i mine øjne og burde selvfølgelig være hjulpet lang tidligere af det offentlige system!.
Helt enig i støtten til Erik Schack – godt, at Melsen Fonden går ind, når han ganske uhørt og uforskyldt er ladt i stikken!
Men at hans sag kan have det sørgelige forløb er fuldstændigt uforståeligt – i et oplyst retssamfund !
Han burde ikke være kommet i den situasion,han skulle have hjælp fra dag 1. Det er min mening