
Og så var der fest
13. maj 2023 - kl. 14:11 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Efter en vellykket og velbesøgt generalprøve torsdag formiddag, var der store forventninger til aftenens opførelse af Livet gennem linsen. 6. klasse på Stensnæsskolen havde sommerfugle i maven, og sulten blev stillet inden premieren på deres skuespil. Lærer og pædagoger havde taget kokkehuerne på og serverede fra kl. 16.30 mad til børn, forældre og bedsteforældre. Maden kunne indtages i bragende solskin i skolegården, inden forestillingen kl.18.00.
Stensnæsskolens skoleleder Søren Hejgaard Larsen bød velkommen. Der blev sunget skolesangen, som Laila Højholt i 2011 skrev på melodien Anemonesangen til Stensnæsskolen. Melodien er blevet indspillet af Jette Klarup til lejligheden.
Skuespillet fik meget ros, og der var stor applaus til de unge skuespillere, som gav den max gas. Alt gik op i en højere enhed.
I en af scenerne var Stensnæsskolens 4 klasse på scenen med sang og dans sammen med 6. klasse
Skolefesten på Stensnæsskolen bliver altid bakket op af forældre og bedsteforældre, og torsdag aften var ingen undtagelse. Der var efter skuespillet boder i alle klasser. Tombolaen blev udsolgt, og der var flotte gevinster doneret af firmaer og private. Det er Stensnæsskolen meget taknemmelig for.
Fredag var store oprydningsdag i klasser, gymnastiksal og hal, og alt var klaret inden eleverne, efter temauge og skolefest, kunne gå på weekend i flot solskin.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Og så var der fest' til en bekendt