Stort fælles juleaftensarrangement på Hotel Viking

Stort fælles juleaftensarrangement på Hotel Viking

24. oktober 2022 - kl. 7:59 - af

Der er tradition for, at foreningen Juleaften i Sæby afholder juleaftensfest den 24. december for voksne, som ikke har nogen at holde juleaften sammen med.

Dansk Folkehjælp Frederikshavn samler hvert år, med hjælp fra erhvervsfolk, penge ind til julehjælp, som uddeles efter ansøgning, til børnefamilier med enlig forsørger og hvor kontanthjælp er eneste indkomst.

På initiativ af Brian Fabricius, der er direktør på Hotel Viking i Sæby, vil de to organisationer i år gå sammen og afholde et stort fælles juleaftensarrangement på Hotel Viking.

-Jeg er overbevist om, at de voksne gæster vil have stor glæde af at få selskab af en flok glade børn, og børnene vil synes det vil være hyggeligt at have nogle flere voksne at holde i hånden, når der skal synges omkring træet, siger Brian Fabricius.

Der dækkes op til en traditionel dansk juleaftensfest med and og flæskesteg, oplæsning af juleevangeliet, sang omkring træet, godter og sikkert også en lille gave til hver af gæsterne.

Formanden for Dansk Folkehjælp Frederikshavn, Erik Sørensens drømmejuleaften har altid været en aften, hvor oldeforældre -bedsteforældre-forældre og børn er samlet.

Der er julepyntet og julebordet er dækket – der spises julemad.

Så skal alle danse om juletræet og synges julesange – alle – måske især børnene kan ikke få øjnene fra alle de pakker der ligger under træet
Så sker det – måske komme julemanden – pakkerne deles ud
Alle er glade!
Erik Sørensen pointerer, at Dansk Folkehjælp ikke skal og kan blande sig i, hvorledes den enkelte familie holder juleaften, men vi ser her i dette nye samarbejde med foreningen Juleaften i Sæby en mulighed for at holde en anderledes jul end man plejer – en juleaften, hvor flere generationer kan mødes.
Bente og Hans Overgaard, der i flere år har været værter til julefesten på Hotel Viking, kan sagtens se nogle fordele ved at indgå i et samarbejde med flere deltagere til julefesten.

-Selv om vi altid har haft nogle hyggelige og gode juleaftner, glæder vi os til, at der i år forhåbentlig kommer mange børn med til festen.

-De mange prisstigninger gør, at der sikkert bliver endnu større behov for at give en hjælpende hånd, vurderer Hans Overgaard.

På trods af krisetider har hoteldirektøren med hjælp fra sit store netværk, fundet det fornødne antal bidragsydere, der vil støtte den gode sag.

Deltagerne behøver således ikke at tænke på om de har råd til at holde en juleaften.

Dansk Folkehjælp Frederikshavn og Juleaften i Sæby vil midt i november udsende invitationer med yderligere information om den fælles julefest.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stort fælles juleaftensarrangement på Hotel Viking' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger