Dybvad er klar til endnu en omgang Tunnelløb

Dybvad er klar til endnu en omgang Tunnelløb

20. oktober 2022 - kl. 2:08 - af

I Dybvad er man i disse dage i fuld gang med forberedelserne til det årlige Tunnelløb, der afvikles søndag den 30. oktober. Ideerne er mange, når der traditionen tro skal præsenteres nye og til lejligheden opfundne tunneller til de seks kategorier; 5 km gang/løb, 10 km gang/løb og selvfølgelig en vaskeægte halvmaraton – som noget nyt i år både til gang og løb.

Konceptet omkring Tunnelløbet opstod hos tre lokale ildsjæle i 2018; nemlig Klaus Nielsen, Anders Skovsgaard og Helle Brinkmann. Formålet var – og er – at skabe rum for motion og bevægelse for alle, at bidrage til liv og glæde i byen, og ikke mindst at samle ind til et godt formål.

I 2022 går overskuddet således til etablering af motionscenter i Dybvadhallen, mens det tidligere er tilfaldet Dybvad Byudvikling, Støtteforeningen for Hørby-Dybvad Skoleafdeling, Aktivitetscentret på Dybvad Ældrecenter og Dybvad Børnehus.

Til resultatet bidrager en lang række lokale sponsorer, som er uundværlige i forbindelse med afviklingen – ikke bare økonomisk, men også via blandt andet udlevering af startnumre, samt praktiske opgaver forud for og på selve dagen.

Tunnelløbet har som nævnt distancer på 5 km gang/løb, 10 km/løb og desuden halvmaraton for både løbere og fodgægere. Strategien for planlægning af ruterne er ganske enkel ifølge arrangørerne: “Vi udnytter, hvad vi har” – en skøn sø i bymidten (Dybvad Søpark) er således start- og målområde, og så er der ellers masser af tunneller (nye såvel som gamle), naturligvis krydret med god humor undervejs – i år vil man eksempelvis møde en nyopført halmtunnel på ruterne.

Så skulle man være interesseret i en god omgang oktobermotion i hyggeligt selskab, en rute gennem skøn efterårsnatur, og ikke mindst at støtte et godt formål, kan man læse mere om tilmelding m.v. på hjemmesiden dybvadby.dk eller på sportstiming.dk… 

Og så ønsker arrangørerne ellers en rigtig god tur til alle – samt minder om, at tilmelding også er mulig på selve løbsdagen, hvor man bare møder motionsparat op i Søparken!

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Dybvad er klar til endnu en omgang Tunnelløb' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger