
Verdensmålsuge: Foredrag og debataften om klimaet med Søren Jacobsen
28. august 2022 - kl. 7:56 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Verdensmålsudvalget inviterer til foredrag og debat om klimaforandringer med ekspert i vejr- og klimaformidling Søren Jacobsen den 6. september. Få et godt indblik i, hvor følsomt vores klima er, og hvad vi hver især kan gøre for klimaet i hverdagen.
I uge 36 søsætter Frederikshavn Kommune en uge med fokus på, hvordan vi kan omsætte FN’s Verdensmål til hverdagsmål. Virksomheder, foreninger og institutioner har meldt sig på banen med et mangfoldigt udvalg af aktiviteter, der skal vise og inspirere andre til at omsætte verdensmål til konkrete handlinger i hverdagen.
– Verdensmålsugen er et nyt tiltag, der understreger, at vi i vores kommune har ambitioner om, at verdensmålene skal være pejlemærker for social, økonomisk og klimamæssig udvikling. Den bæredygtige omstilling er i fuld gang, og verdensmålsugen er en mulighed for at dele viden og inspirere hinanden til en mere bæredygtig hverdag, udtaler Birgit S. Hansen, formand for Verdensmålsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Deltag i alt det, du kan nå
Programmet for Verdensmålsugen er spækket med et bredt udsnit af aktiviteter for enhver smag og alder. Samtlige 17 Verdensmål er repræsenteret, og der er stor geografisk spredning på aktiviteterne fra ”Livet på Land” ved Det Grå Fyr i Skagen til ”Verdensmålsløbet” i Østervrå. De fleste aktiviteter er åbne for alle interesserede. Vær opmærksom på, at nogle aktiviteter kræver tilmelding, og ellers kan du deltage i alt det, du har tid og lyst til.
Hvad sker der med klimaet, og hvad kan vi gøre?
Manegen i Sæby danner tirsdag den 6. september ramme for foredrag og debat om klimaforandringer med metrolog Søren Jacobsen, som de fleste kender fra DR Vejret:
– Verdensmålsudvalget har inviteret Søren Jacobsen til at gøre os klogere på, hvad vi kan gøre for at imødegå klimaforandringerne, og så håber vi, at salen bliver fyldt med engagerede borgere, politikere og erhvervsfolk, der vil komme med input til en god debat, lyder opfordringen fra Birgit S. Hansen, formand for Verdensmålsudvalget.
Søren Jacobsen giver et godt indblik i, hvor følsomt vores klima er, og svarer på dine spørgsmål om, hvad der sker, når klodens klima ændrer sig – og hvorfor det sker. Han kommer også ind på, hvordan vi alle kan bidrage til at imødegå klimaforandringerne.
Sådan deltager du i foredrag og debat med Søren Jacobsen
Verdensmålsudvalget inviterer alle interesserede til foredrag og debat med Søren Jacobsen tirsdag den 6. september 2022 kl. 19.00-21.00 i Manegen Sæby Kulturhus, Rådhuspladsen 2, 9300 Sæby.
Der er plads til 250 personer til arrangementet, og for at ingen går forgæves, bedes du reservere plads ved at sende en mail til: bejo@frederikshavn.dk senest den 2. september 2022.
Se hele udbuddet af aktiviteter i Verdensmålsugen på https://ffm.frederikshavn.dk/aktiviteter/
2 kommentarer til “Verdensmålsuge: Foredrag og debataften om klimaet med Søren Jacobsen” under annoncerne.




Hvorfor skal FN bestemme hvordan vi indretter os i Danmark, og hvordan vi må leve livet ?
Det er provokerende, at vores folkevalgte lægger fremtiden i hænderne på en flok mere eller mindre anonyme globalister i FN, World Economic Forum og World Health Organistation(verdens sundheds organisation) der vil fratage danske myndigheder ansvar for at håndtere en eventuel sundhedskrise.
Det er glidebane væk fra demokrati – hvad enten det er lands-eller kommunalpolitik.
Byrådet mener FN´s verdensmål er lykken, og vejen til en bedre fremtid.
Jeg siger de bringer verden ud i endnu større fattigdom og social kaos end vi oplever nu.
Den siddende regering gav tilskud til at skrotte private gasfyr – vi skulle over på fjernvarme eller investere i varmepumpe.
Nu udbetaler samme regering krisehjælp til de der ikke har råd til elregningen.
Kan I ikke se hvordan vi snydes så det driver ?
Udvalget kan skabe balance ved at invitere Bjørn Lomborg til en snak om grøn omstilling, klima og leveomkostninger.
læs evt det norske document.no “Klimapolitikken truer verden med kaos”
Det er også påfaldende at danske medier ikke viser noget om landmænds demonstrationer rundt om i verden.
Vi er nået så langt ud i galskaben, at Frankrig opretter et korps på 3000 “miljø-betjente”. Det bliver måske også sådan i Danmark at vi ikke må være uenige eller protestere mod den førte politik ?
Der er en kedelig tendens til at ja-sigerne fylder medierne, mens masser af anerkendte forskere med en anden holdning blokeres.
Den Europæiske Klimalov sætter en række mål som ser flot ud i teorien men uopnåelige i virkeligheden.