
Digital jobmesse giver ro og overblik
15. marts 2022 - kl. 9:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Flere end 30 lokale virksomheder er klar med ledige stillinger til Frederikshavn Kommunes jobmesse. Den foregår i år digitalt, så jobsøgende borgere får bedre overblik og mere ro.
Den plejer at foregå i Arena Nord – med bolcher, kuglepenne og masser af firmalogoer: Jobmessen i Frederikshavn Kommune. I år foregår det på et virtuelt rådhus, hvor flere end 30 lokale virksomheder møder op med ledige stillinger og information om deres ’butik’.
– På årets jobmesse er der en anden slags ro, fordi de jobsøgende sidder hjemme foran egen computer. Det skulle gerne gøre det lettere at danne sig et overblik og komme rundt til alle relevante virksomheder, siger John Karlsson, der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Jobmessen åbner onsdag den 16. marts kl. 8.00. Som en del af messen kan de jobsøgende chatte med virksomhedernes repræsentanter, der sidder klar mellem kl. 10 og 11.30.
– Når chatten lukker, er der stadig fuld gang i jobmessen. Vi holder nemlig adgangen åben, så alle interesserede kan kigge nærmere på de mange virksomheder og jobåbninger i timerne, dagene og ugerne efter, fortæller John Karlsson.
Den virtuelle jobmesse indeholder blandt andet stillingsopslag og præsentationsfilm fra de deltagende virksomheder.
Find vej til jobmessen via kommunens hjemmeside www.frederikshavn.dk, når der åbnes op onsdag morgen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Digital jobmesse giver ro og overblik' til en bekendt