Investor sprang i målet med datacenter ved Sæby varmeværk
3. november 2021 - kl. 17:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En stor investor trak sig i sidste øjeblik fra investeringer i opførelse af datacenter ved Sæby Varmeværk.
Dette bekræftes over for Sæby Avis af varmeværkets driftsleder Karsten Thiessen. Han udtrykker samtidig stor fortrøstning om, at det med nogen forsinkelse nok skal lykkes at finde andre investorer, som vil kunne involveres i projektet, da varmeværket har, hvad Karsten Thiessen betegner som ”en god sag”.
Sæby Varmeværks formand, Trine Saaby, ærgrer sig over, at en stor udenlandsk investor trak sig ud af projektet på et tidspunkt, hvor man var meget langt fremme i forhandlingerne.
”Vi ved, at der er investorer, som meget gerne vil ind på datacenterområdet, så vi arbejder fortrøstningsfuldt videre med projektet,” understreger hun.
Trine Saaby forklarer, at Sæby Varmeværk meget gerne ser overskudsvarme (fra et datacenter) som erstatning for gas.
”Vi tror oprigtigt, der er et behov for at etablere et datacenter med tilknytning til varmeværket, så vi også ad den vej kan optimere varmeproduktionen bedst og billigst for forbrugerne og samtidig bidrage til at give både varmeværk og datacenter en grøn profil, som tillige passer ind i kommunens klimastrategi,” lyder det fra Trine Saaby.
”Vi vil selvfølgelig blive forsinket i vores planer, men vi har ugentlige møder med andre af investorerne, og sammen arbejder vi på at finde en ny interesseret stor investor,” slutter Trine Saaby.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Investor sprang i målet med datacenter ved Sæby varmeværk' til en bekendt