
Indlæg: Fælles nej til valgplakater
28. oktober 2021 - kl. 11:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Dette er min første valgkamp som kandidat, men jeg har i mange år fulgt kommunal- og folketingsvalg, som både privatperson og samfundsfagslærer på Frederikshavn Gymnasium.
Måske husker jeg forkert, og måske er det noget andet, nu hvor jeg selv fører valgkamp, men jeg har da aldrig oplevet, at valgplakater fylder så meget i bybilledet. Tag eksempelvis et kig på Europavej.
Jeg synes, det er ret vildt, og jeg mener faktisk ikke, det er nødvendigt. Der er mange andre måder at kommunikere på i dag.
Jeg mener faktisk også, at det er lidt uanstændigt i en tid, hvor vi bør tænke miljø og klima ind alt, hvad vi gør. Jamen, du er jo en del af dette plakat-cirkus? Ja, og det har jeg det træls med.
Kan du så ikke bare undlade at opsætte dine plakater? Nej, og ét enkelt parti kan heller ikke, men jeg vil foreslå, at vi alle gør det. Jeg har noteret mig, at bl.a. Søren Visti, SF har samme holdning.
På Fanø har partierne lavet en aftale om, at der ikke ophænges plakater.
Det kan vi også gøre. Det bør vi gøre.
Jan Bjeldbak, Byrådskandidat for Venstre
3 kommentarer til “Indlæg: Fælles nej til valgplakater” under annoncerne.




Hvis man tager en tur ned af Nordensalle i sæby ligger valgplakaterne allerede og flyder på jorden og i de grønne områder.
Jeg undrer mig over, hvorfor det er nødvendigt at anbringe 3 valgplakater af den samme kandidat på samme lygtestander🤔🤔🤔
Kan kun være enig, ingen anelse om der bliver flyttet stemmer med plakaterne, men ingen tvivl når det kommer til klima, svineri, hærværk osv.