
Foto: SaebyAvis.dk
Lokalplan for Sæby Bakker er nu nået til Byrådets beslutning
25. oktober 2021 - kl. 8:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Vedtagelse af lokalplan, kommuneplantillæg og udbygningsaftale for et boligområde ved Sæby Bakker er nu nået til den endelige afgørelse, når Frederikshavn Byråd på dets møde den 27. oktober drøfter projektet.
Sagen er undervejs udbygget med bilagsmateriale om supplerende trafikløsning i henhold til Plan- og Miljøudvalgets seneste beslutning.
Desuden indgår en lang række underskrifter fra borgere, som er imod projektets udvidede brug af Langtvedvej.
Endvidere indgår en lang række skitser til mulige ændringer i vejadgang til og fra området – via Langtvedvej eller vejtilslutning nord for udstykningen.
I Plan- og Miljøudvalget stillede Venstres medlemmer af udvalget ændringsforslag til vejadgangene, hvilket dog blev nedstemt af det socialdemokratiske flertal i udvalget.
Teknik- og kulturdirektøren indstiller således, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet at godkende kommuneplantillægget samt lokalplanen for Boligområde ved Langtvedvej, Sæby.
Via dette link er det muligt at læse hele sagen og alle bilag:
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Lokalplan for Sæby Bakker er nu nået til Byrådets beslutning” under annoncerne.




Det ser desværre ud til, at adgangen med bil til Sæby Bakker bliver ad Langtvedvej.
Dog har Karsten Thomsen i indlæg i Sæby Avis den 15. april 2021 med overskriften “Overdrevet at kræve en vej mere.”
blandt andet skrevet:
…..
Og hvis der på sigt viser sig behov for en vej mere – så laver vi det, …
Det er da noget af et løfte. Mon Karsten Thomsen kan være sikker på at kunne holde dette løfte.
Under alle omstændigheder efterlader det kommende beboere i Sæby Bakker og jordejere, hvis jord eventuelt skal eksproprieres, i en uafklarethed om vejadgang og eventuel ekspropriation.
Det håber jeg ikke, at socialdemokraterne synes er acceptabelt.