
Østkystens Guld søger tilskud til materialer til hjerteløbere
22. oktober 2021 - kl. 4:16 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Østkystens Guld i den sydlige ende af kommunen (omkring Lyngså og Voerså) søger Distriktsudvalget i Frederikshavn Kommune om tilskud til materialer til hjerteløberordningen i området.
De første 15 hjerteløbere er uddannet i starten september, og endnu 15 deltagere har tilmeldt sig hold nr. 2. I den forbindelse er der brug for forskellige remedier til bl.a. veste, lommelygter og handsker. Ønsket med hjerteløberordningen er, at hjælpen kommer tættere på borgerne i området.
Det samlede budget er på 24.190 kr. med frivilligt arbejde for 16.000 kr. Der søges om et tilskud fra Distriktsudvalget på 8.190 kr. Distriktsudvalget har ansøgningen til drøftelse på udvalgets næste møde den 28. oktober. Forud for mødet indstiller centerchefen for Teknik & Miljø, at Distriktsudvalget bevilger pengene.
Trygfonden påpeger, at for hvert minut der går, fra en person falder om med hjertestop, til hjælpen når frem, falder chancen for overlevelse med 10 procent. Som hjerteløber kan man gøre en afgørende forskel ved at begynde hjertelungeredning og tage hjertestarteren i brug, før ambulancen ankommer.
Link, hvor der kan læses mere om hjerteløber: https://hjertestarter.dk/hjerteloeber
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Østkystens Guld søger tilskud til materialer til hjerteløbere' til en bekendt