
Thorshøj Gl. Skole får økonomisk tilskud til nyt kulturhus
3. oktober 2021 - kl. 6:17 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget så på udvalgets møde forleden velvilligt på en ansøgning fra Foreningen Thorshøj Gamle Skole, som driver det nystiftede kulturhus af samme navn. Foreningen havde søgt om 100.000 kr. til dækning af husets faktiske driftsudgifter det første år. Dette blev bevilget. Tilskuddet udbetales i henhold til kommunalfuldmagten og må dermed ikke gå til private eller kommercielle aktiviteter.
Foreningen er stiftet i januar i år og er etableret som et samarbejde mellem byens allerede eksisterende foreninger: Thorshøj Borgerforening, Try-Thorshøj Boldklub og Thorshøj Lokalhistoriske Arkiv.
Foreningens formål er at binde kultur, idræt og historie sammen og derigennem stimulere og fremme aktiviteter, både fysiske og sociale, i et forpligtende fællesskab.
Af vedtægterne fremgår det endvidere, at foreningen er stiftet med henblik på at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og det lokale samfund. Foreningen Thorshøj Gamle Skole har som ambition at skabe et aktivitetshus til glæde for byens foreninger og for nye såvel som etablerede borgere.
Af ansøgningen fremgår det, at bestyrelsen med etablering af et fælles samlingspunkt har ambitioner om at øge aktivitetsniveauet i lokalsamfundet og styrke den sociale ”kapital” blandt borgerne samt modvirke tendensen med, at folk flytter fra land til by.
I foråret købte foreningen den nedlagte skole i Thorshøj af Frederikshavn Kommune med henblik på at skabe et fælles mødested i området. Det er på baggrund af overtagelsen af bygningen, at foreningen har fremsendt en ansøgning om et engangstilskud til at drive det fælles mødested.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Thorshøj Gl. Skole får økonomisk tilskud til nyt kulturhus' til en bekendt