
SIK80 indbyder til Sjov Fredag nr. 100
27. september 2021 - kl. 7:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fredag den 8. oktober lukker SIK 80 dørene op for Sjov Fredag nr. 100 i Sæby Spektrum.
SIK 80 atletik har stået i spidsen for arrangementet siden fredag den 26. januar 1996. Enkelte år havde de 5 arrangementer om året, men det passede bedre med fire fredage med fuld tryk på kedlerne. Udvalget bestod fra starten af Tove og Lennart Pedersen, Jytte Grøn og Gunnar Møller Nielsen. Nu består udvalget af Henrik Christiansen, Rikke Olsen og Gunnar Møller Nielsen. Det har været nogle spændende år, hvor mange klubber heldigvis har budt ind og vist deres idræt frem.
“Vi har også haft glæde af byens sponsorer, som har været behjælpelige med lodtrækningspræmier. Jeg glemmer ikke den dag, da jeg gik over til Rode Andreassen, Sæby Storkøb, og spurgte ham om lidt sponsorhjælp til sodavand. Han spurgte, hvor mange skal du have? 40 kasser sodavand, sagde jeg. Dem sponserer jeg gerne. Du henter dem og afleverer de tomme kasser dagen efter. Det var en god aftale i mange år. Nu skal vi købe sodavand til Spektrum priser, det gør en forskel på prisen børnene betaler”, fortæller Gunnar Møller Nielsen.
Sjov Fredag er børnenes fest. 1. til 6. klasse hygger sig til alt fra badminton, floorball, redskabsbaner, trampolin, rulleskøjter, dans, fodbold og alm hygge.
SIK 80 glæder sig til at se rigtig mange børn til Sjov Fredag nr. 100, se www.SIK80.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'SIK80 indbyder til Sjov Fredag nr. 100' til en bekendt