Erstatningssum for Sæbys stjålne borgmesterkæde

Erstatningssum for Sæbys stjålne borgmesterkæde

13. november 2020 - kl. 11:52 - af

Disponering af erstatningssum for Sæby borgmesterkæde. Sådan lyder overskriften til et punkt på dagsordenen for det kommende møde i Økonomiudvalget den 18. november.

Baggrunden for denne politiske behandling skal findes i, at tyve i weekenden den. 22-23. august i år har skaffet sig adgang til byrådssalen på Sæby Rådhus, hvor Sæby borgmesterkæde var anbragt i en sikret montre, som med stålwire var fastgjort til væggen. Alligevel lykkedes det for tyvene at stjæle borgmesterkæden.

Kommunen har en løsøreforsikring for værdifulde genstande, som bl.a. dækker ved tyveri efter indbrud. Der gælder en selvrisiko (egenbetaling) på 100.000 kr., som skal fratrækkes stjålne effekters værdi. Sagens kernepunkter og forhold er belyst over for forsikringsselskabet, som har tilkendt kommunen erstatning over forsikringen.

Kommunen har betalt forsikringspræmie for borgmesterkæden, baseret på en værdi (2020-tal) på 394.200 kr. Denne værdi er et udtryk for en historisk fastsat sum, som med årene har været genstand for en indeksregulering, der følger Danmarks Statistiks prisindeks.

Kædens værdi
Kommunens forsikringskoordinator har haft drøftelser med forsikringsselskabet for at fastslå en vurdering af kædens værdi. Det er en sjælden og unik genstand, som ikke er helt ligetil at prissætte. Men man har benyttet materiale fra Stadsarkivet. Der henvises bl.a. til referat fra overlevering af kæden, gamle forsikringsdokumenter samt billeddokumentation.

Desuden har de relevante detaljer været forelagt Bruun Rasmussen Kunstauktioner som uvildig part med ekspertise inden for vurdering.

En værdiansættelse er opnået ved, at den kunstneriske vurdering sammenholdes med karaten af guld og kædens vægt, som til sidst er vejet op imod dagens guldpris. For en genstand som er vanskelig at prissætte, har man ramt en meget acceptabel vurdering af kæden på 450.000 kr.

Den tilkendte erstatning fra forsikringsselskabet på 450.000 kr. skal fratrækkes den tidligere nævnte selvrisiko på 100.000 kr., hvorfor den endelige kontante erstatning lyder på 350.000 kr.

Økonomidirektøren indstiller forud for mødet, at beløbet anvendes i forbindelse med Sæby Købstadsjubilæum, og at beløbet derfor tillægges budgettet for afholdelse af Sæby Købstadsjubilæum.

18 karat guld
Borgmesterkæden er fremstillet af 18 karat guld. Kædens enkelte led udgør et stiliseret “S” – begyndelsesbogstavet i bynavnet Sæby. De to nederste led på hver side af midterskjoldet symboliserer handel, håndværk, industri, landbrug og fiskeri. Selve midterskjoldet er Sæbys byvåben.

Den smukke borgmesterkæde blev i 1969 skænket Sæby af Sæby Bank i anledning af bankens 75-års jubilæum. Ved et ekstraordinært byrådsmøde modtog daværende borgmester Erling Mehlsen på byens vegne borgmesterkæden, som blev overrakt af bankens bestyrelsesformand, apoteker M. C. Jørgensen.

Kæden blev brugt ved officielle begivenheder frem til kommunesammenlægningen i 2007.

Guldsmed Eigil Jensen hos Kgl. hofjuveler A. Michelsen i København har designet kæden.

Så vidt vides er der ikke dukket oplysninger op om, hvad der kan være sket med kæden efter tyveriet.

Sæby Avis skrev den 24. august om tyveriet:
https://saebyavis.dk/2020/08/24/saebys-borgmesterkaede-stjaalet-i-weekenden/

Sæby Avis bragte den 24. august også en kommentar fra en borgmester, som var skuffet og ked af det:
https://saebyavis.dk/2020/08/24/borgmester-rystet-og-utrolig-ked-af-tyveriet/

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Erstatningssum for Sæbys stjålne borgmesterkæde' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger