
§ 18-tilskud til frivilligt socialt arbejde
19. juni 2020 - kl. 8:55 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er tid til den anden uddeling af § 18-tilskud til frivilligt socialt arbejde i 2020. Det samlede beløb til udbetaling i år er 1.721.640 kr. Sundhedsudvalget har på dets seneste møde fordelt midler.
For at sikre samarbejdet mellem Frederikshavn Kommune og den frivillige sociale indsats, der udføres i kommunen, fordeler Sundhedsudvalget efter § 18 i Serviceloven tilskud til frivilligt socialt arbejde. De frivillige foreninger kan søge om støtte fra puljen to gange årligt med ansøgningsfrister den 1. november og 1. maj.
Administrationen har denne gang modtaget væsentligt færre ansøgninger end vanligt i 2. uddelingsrunde. Denne gang har administrationen modtaget 21 ansøgninger, hvor der samlet er ansøgt om 453.618 kr.
Ud af de 21 ansøgninger blev 9 ansøgninger til over 10.000 kr. indstillet til udvalgets behandling, mens 11 ansøgninger til under 10.000 kr. overgik til udvalgets orientering, og en enkelt ansøgning fik afslag.
Administrationen har konstateret, at der er indkommet ekstraordinært få ansøgninger ved nærværende uddeling af § 18-midler. Dette skyldes formodentlig de ekstraordinære omstændigheder forårsaget af COVID-19, som også har medført en væsentlig nedgang i de sociale foreningers aktivitetsniveau i foråret, herunder også planlægningen af næste halvårs aktiviteter.
Administrationen foreslog derfor, at Sundhedsudvalget – som en håndsrækning til de frivillige sociale foreninger – anbefaler over for Byrådet, at de uforbrugte midler fra § 18-puljen i 2020 overføres til regnskabsåret 2021 med henblik på at kunne give øgede tilskudsmuligheder for foreningerne i 2021, når tilstandene forhåbentlig har normaliseret sig yderligere.
Over 10.000 kr. i tilskud
Støtteforeningen Næstehjælperne Hjørring-Frederikshavn til drift og opstart af forening (10.000 kr.), BROEN Frederikshavn til aktiviteter og arrangement (34.000 kr.), Røde Kors Frederikshavn til julehjælp og arrangementer (84.000 kr.), Støtteforeningen Rådhuscentret til drift, arrangementer samt udflugt (12.000 kr.), Red Barnets Oplevelsesklub Frederikshavn-Sæby til drift, aktiviteter samt udflugter (12.000 kr.), Barnets Blå Hus til drift og aktiviteter (12.000 kr.), Senioridræt Jerup til drift, udflugter samt aktiviteter (10.000 kr.), Støtteforeningen Fontænehuset Frederikshavn til aktiviteter, arrangementer og udflugter (12.000 kr.) samt FitforKids til opstart, aktiviteter og arrangementer (20.000 kr.).
Ansøgninger under 10.000 kr.
Ansøgninger under 10.000 kr., som blev forelagt til Sundhedsudvalgets orientering:
Støtteforeningen for Hospice Vendsyssel til fællesseminar (4.000 kr.), Diabetesforeningen for Frederikshavn Kommune til arrangement og udflugt (8.000 kr.), Lokalhistorisk Forening for Lyngsaa og Omegn til udflugt (4.000 kr.), Mission Afrika Østervrå til udflugt (4.000 kr.), Kulturhuset Værestedet i Lyngsaa til drift, arrangement og udflugt (9.500 kr.), Klub Aktiv Strandby til aktiviteter og udflugt (8.000 kr.), De frivillige ved Østervrå Ældrecenter til udflugt (4.000 kr.), Netværks Café Kræftens Bekæmpelse til udflugt (4.000 kr.), Ålbæk-Hulsig Pensionistforening til aktiviteter og udflugter (8.000 kr.), Frivillige i Søparken til aktiviteter og udflugt (8.000 kr.) samt Hjerneskadeforeningen Aalborg/Vendsyssel til drift og aktiviteter (6.000 kr.).
Frederikshavn Cricket Klub fik afslag, da foreningen har et folkeoplysende formål og er registreret som en folkeoplysende forening.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '§ 18-tilskud til frivilligt socialt arbejde' til en bekendt