
Brandsikring af ældreboliger i Sæby, Dybvad og Østervrå
8. maj 2020 - kl. 17:41 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Politikerne i Socialudvalget får på udvalgets næste møde den 13. maj en orientering om brandsikkerheden i ældre- og plejeboliger i Østervrå, i Dybvad samt på Rosengården i Sæby.
I efteråret 2018 blev brandsikkerheden undersøgt i alle de bygninger, hvor kommunen anviser boliger til ældre og plejekrævende borgere. Som en konsekvens af denne gennemgang er der nu arbejde i gang med ekstra brandsikring af ældre- og plejeboliger de nævnte steder.
På Rosengården er håndværkerne begyndt på arbejdet, mens det i Dybvad og Østervrå endnu er under forberedelse.
Da der i midten af marts blev indført besøgsforbud på plejecentre, standsede også det håndværksmæssige arbejde i bygningerne. Arbejdet vil blive genoptaget og udført snarest muligt, når der åbnes for den type aktivitet på plejecentre.
Da der både er kommunale servicearealer og arealer, der indgår i beboernes bolig og i bygningerne, er der for alle tre steder aftalt en fordelingsnøgle, der fordeler udgifterne mellem kommune og boligforening.
Sagen sendes til orientering i Ældrerådet. Forud for mødet i udvalget indstiller social- og sundhedsdirektøren, at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Brandsikring af ældreboliger i Sæby, Dybvad og Østervrå' til en bekendt