Sæby Kirke: ”Vi bringer en særmelding”

Sæby Kirke: ”Vi bringer en særmelding”

23. februar 2020 - kl. 12:16 - af

”Vi bringer en særmelding”. Sådan lød budskabet i radioen fra London, da afslutningen på 2. Verdenskrig var en kendsgerning.

Sådan lyder budskabet også fra Sæby Kirke mandag den 4. maj kl. 15 i anledning af 75-året for Danmarks befrielse fra den nazistiske besættelse.

I det nyeste nummer af kirkebladet oplyses det, at i taknemmelighed over, at den smukke kirke i Sæby er blevet skånet gennem krige og ødelæggelser laver kirkecaféen denne dag et arrangement, hvor Marianne Serup Boesen fortæller om sin far, som var politibetjent og modstandsmand og omkom i koncentrationslejren Neuengamme.

Marianne Serup Boesens far er nævnt på mindepladen i kirken, og hun vil fortælle om, hvordan det er at vokse op i skyggen af en far, der aldrig kom hjem. Efter indlægget vil der blive anledning til at uddybe tanker og indtryk ved mindetavlen i kirken.

Frihedsgudstjeneste
Samme aften kl. 18 begynder et fakkeltog med Sæbygarden i spidsen fra Torvet til Sæby Kirke, og kl. 19 afholdes en frihedsgudstjeneste i kirken. Ved gudstjenesten medvirker sognepræst Keld Skovgaard og Musikkorps Sæby.

Alle foreninger og lignende opfordres til med faner at deltage i indmarch i kirken ved gudstjenestens begyndelse. Efter gudstjenesten indbydes alle, der har lyst, til kaffe og fællessang i Mariehuset ved siden af kirken.

I tiden forud for arrangementet er Sæby Kirke i samarbejde med bl.a. Sæbyscenen, Sæby Borgerforening og For Retfærdigheden med til at præge, at 75-året bliver behørigt markeret. Hans Gregersen holder foredrag om besættelsen, og der arrangeres alsangsstævner.

Besættelsen og befrielsen
Men allerede torsdag den 26. marts kl. 19,30 afholdes en sogneaften med Bodil Heister, hvis far var aktiv i modstandsbevægelsen under besættelsen. Han sad fængslet i Shell-huset i København, da englænderne bombede det i marts 1945.

I fjor udgav Bodil Heister en bog om sin far og hans oplevelser under besættelsen og befrielsen. Dem vil hun fortælle om, når hun gæster Sæby. Hun underviser til daglig i musik på Det Kgl. Teater, så der bliver også plads til en smule sang i løbet af aftenen.

Tekst: Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sæby Kirke: ”Vi bringer en særmelding”' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger