
Kommunalt salg af arealer i Sæby og Dybvad
20. december 2019 - kl. 10:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Byrådet i Frederikshavn Kommune har på årets sidste møde på den lukkede del af mødet tiltrådt indstillinger om salg af et par arealer i Sæby og i Dybvad. Det er virksomhederne AVK Holding A/S og Vaskeriet Neptun, som gerne vil erhverve arealerne.
Kommunens ejendomscenter har modtaget en henvendelse fra AVK Holding A/S om køb af et 2.345 m2 stort kommunalt areal ved Granlyvej. Arealet er beliggende umiddelbart øst for virksomhedens ejendom.
Arealet er i kommuneplanen udlagt til erhvervsformål. Hjørnearealet mod nordøst optages som vej på matrikelkortet i forbindelse med handlen.
Ejendomscenteret har udbudt arealet offentligt til salg til en mindstepris på 40 kr. pr. m2, i alt 93.800 kr., hvilket Ejendomscenteret vurderer er markedsprisen. Ved budfristens udløb var det indkommet et købstilbud på 120.000 kr. fra AVK Holding A/S.
Når kommunen sælger, går 13.500 kr. fra til landinspektør. Provenuet bliver herefter på i alt 106.500 kr., som tilgår budgetterede midler til salg af fast ejendom.
Vaskeriet Neptun Dybvad A/S har henvendt sig med henblik på at købe det nedlagte vejareal, som grænser op til virksomhedens nuværende adresse Falkevej 1 i Dybvad.
Baggrunden for Neptuns ønske om køb er en udvidelse af virksomheden, og der er i den forbindelse startet en byggesag op, som kræver ny lokalplan. Dette arbejde kræver, at handlen med det omtalte nedlagte vejareal er gennemført.
Vejarealet på 1.254 m2 er delvist omfattet af en lokalplan, hvor anvendelsen er til erhvervsmæssigt formål. Den resterende del af arealet er i dag ikke omfattet af nogen lokalplan. Vejarealet kan ikke selvstændigt bebygges, og naboer til arealet har skriftligt afstået fra at købe en del af arealet.
Der gøres opmærksom på, at arealets størrelse er vejledende, og at landinspektøren i forbindelse med arealoverførsel vil fastlægge det endelige areal. Købesummen reguleres ud fra denne opmåling.
Købesummen er ekskl. moms opgjort til ca. 43.890 kr. Ejendomscenteret vurderer, at prisen skal fastsættes til 35 kr./m2, svarende til pris på tilsvarende kommunal erhvervsjord. Dertil kommer, at der tidligere er solgt vejareal til Vaskeriet Neptun til 35 kr./m2. Køber er gjort bekendt med, at der i vejarealet er ledningsanlæg, som i forbindelse med købet bliver overdraget til køber.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunalt salg af arealer i Sæby og Dybvad' til en bekendt