
Kommunale byggemodninger i Sæby i 2020
15. december 2019 - kl. 9:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det kommunale ejendomscenter indstiller til Byrådets beslutning på møde den 18. december, at kommunen igangsætter en byggemodning af nye parcelhusgrunde i Sæby og Frederikshavn i 2020.
I 2014 byggemodnede Frederikshavn Kommune 16 parcelhusgrunde på Boelsmindevej / Strandager i det nordlige Sæby. 13 ud af de 16 grunde er nu solgt.
Ejendomscenteret indstiller nu, at der igangsættes byggemodning af en ny etape på Strandager med 6 parcelhusgrunde.
Ejendomscenteret forventer, at området er byggemodnet, samt at fællesarealer og grøfter er anlagt i sommeren 2020. Sideløbende med byggemodningen vil de 6 nye grunde blive udbudt til salg. Udbudsprisen fastsættes af Byrådet inden udbud.
Desuden er der planer om byggegrunde ved Flade Bakker vest for Frederikshavn. Lokalplanen for den nye bydel ved Flade Bakker forventes vedtaget primo 2020.
Ejendomscenteret indstiller, at Frederikshavn Kommune igangsætter byggemodning af en del af området, når lokalplanen er endelig vedtaget.
Byggemodningen af Flade Bakker deles op i flere etaper, hvor etape 1 byggemodnes i 2020. De øvrige etaper og tidsplanen er endnu ikke fastlagt, idet det vil afhænge af efterspørgsel, salg og dermed finansiering. Etape 1 med 9 + 21 parcelhusgrunde fordeles på to delområder.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunale byggemodninger i Sæby i 2020' til en bekendt