
50-årig mand fængslet for at køre 12-årig pige ihjel
12. november 2019 - kl. 12:36 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
En 50-årig mand blev tirsdag formiddag varetægtsfængslet ved retten i Hjørring.
Han er sigtet for uagtsomt at have kørt i narkopåvirket tilstand og forårsaget en 12-årig piges død.
Ulykken skete mandag morgen på Brøndenvej i Østervrå, da pigen var på vej til Torslev skole.
Den 50-årige forklarede i retten, at han var på vej på arbejde, da ulykken skete. Han erkendte, at han havde påkørt skolepigen, men at det ikke var med vilje. Han havde ganske enkelt ikke set hende.
Et vidne har forklaret til politiet, at den 12-årige pige både havde hjelm og refleksvest på, og at løbehjulet havde lys både foran og bagpå.
Dommeren valgte at følge anklagemyndighedens ønske og fængslede den 50-årige mand frem til den 6. december.
En test med et narkometer viste positivt udslag for cannabis og amfetamin. Den 50-årige mand nægtede i retten dog at have indtaget narko.
Nordjyllands Politi ønsker fortsat at høre fra vidner til ulykken eller fra folk, der har været på stedet mandag morgen før ulykken, og politiet kan kontaktes på telefon 114.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '50-årig mand fængslet for at køre 12-årig pige ihjel' til en bekendt