
DCIM100MEDIADJI_0027.JPG
Nyt boligområde længst mod vest i Sæby
31. august 2019 - kl. 9:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæbygård Byg Aps søger nu kommunen om tilladelse til igangsætning af planlægningen for et område ved Pernille Oxes Vej i Sæby, hvor der ønskes udviklet et nyt, attraktivt boligområde.
Plan- og Miljøudvalget skal på udvalgets næste møde den 3. september drøfte og tage stilling til planerne.
Området, som er på ca. 5,3 hektar, er beliggende i den vestligste del af Sæby ved Holger Pachs Vej, og er mod nord, øst og syd omgivet af eksisterende boligområder, overvejende bestående af parcelhuse. Mod syd grænser området dog overvejende op mod tæt-lav boligbebyggelse.
Mod vest afgrænses området af Holger Pachs Vej, hvorefter der ligger et stort rekreativt område med plantager og marker syd for Sæbygård slot.
Ansøger ønsker en ny lokalplan for området, som åbner bredere op end den nuværende lokalplan og dermed er mere fleksibel i forhold til fremtidens eventuelle ændrede boligønsker.
Der ønskes mulighed for opførelse af en blanding af tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse eller blot åben-lav boligbebyggelse.
Ansøger har indsendt 3 forskellige bebyggelsesplaner. Ved alle 3 bebyggelsesplaner er boligbebyggelsen placeret i 4 klynger, som er omgivet af store fælles friarealer. Desuden ønskes der mulighed for, at boligbebyggelsen kan opføres i 2 etager.
Området er omfattet af en kommuneplanramme, som udlægger området til helårsboliger samt fællesanlæg, institutioner og lignende til dækning af byens behov samt i begrænset omfang erhverv med lokal betydning. Bebyggelse må etableres i max. 1,5 etage og med en bygningshøjde på max. 8,5 m.
Projektforslaget er ikke i overensstemmelse med kommuneplanrammen, hvad angår antal etager. Det tilladte er 1,5 etage, hvor ansøger ønsker mulighed for opførelse i 2 etager. Dette vil forudsætte, at der vedtages et tillæg til kommuneplanens rammebestemmelser.
Forvaltningen vurderer, at ændringen ikke er omfattet af kravet om foroffentlighed, da det vurderes at være en mindre ændring af kommuneplanens rammedel. Det vurderes desuden, at ændringen ikke vil være til gene for de omkringliggende naboer. Ved alle 3 udstykningsforslag er der indarbejdet grønne kiler op mod den eksisterende boligbebyggelse med en afstand, som vurderes at begrænse indsynet hertil væsentligt.
Området er omfattet af en lokalplan fra 1979 for et haveboligområde ved Sæbygård. Lokalplanen udlægger 2 delområder til boligbebyggelse, hvor der inden for det ansøgte område kun åbnes op for muligheden for opførelse af åben-lav boligbebyggelse med grønt område.
Desuden skal udstykning ske i overensstemmelse med lokalplanens udstykningsplan, hvilket ikke stemmer overens med de 3 indkomne udstykningsforslag. Boligbebyggelse må ikke opføres i mere end 1,5 etage.
Projektforslaget er ikke i overensstemmelse med lokalplanen. Realisering af projektet kræver således, at der vedtages en ny lokalplan.
Hele planområdet er omfattet af skovbyggelinjen. I forbindelse med lokalplanlægningen søges denne linje ophævet.
Nordøst for planområdet er en vandboring, og den nordøstlige del af området er derfor omfattet af et boringsnært beskyttelsesområde. Det nordøstlige hjørne nærmest vandboringen friholdes for bebyggelse, ligesom der inden for beskyttelsesområdet er udlagt større friarealer. Det vurderes derfor, at en udvikling af området i højere grad end for den gældende lokalplan vil tage hensyn til vandboringen.
Link til kort oversigt og nærmere beskrivelse af planerne for nyt boligbyggeri (fra side 138-146):
https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=Plan-%20og%20Milj%C3%B8udvalget%202018-2021&date=03-09-2019%2015.00%20-%2019.00&fileName=Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nyt boligområde længst mod vest i Sæby' til en bekendt