
Spændende aktiviteter fra Hjerteforeningen
30. august 2019 - kl. 11:56 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hjerteforeningen Sæby indbyder til hjertecafé over temaet ”Hvad er sundhed for hjertet?”.
Det sker med et foredrag ved Hjerteforeningens kliniske diætist, Inger Larsen, Aarhus, som vil fortælle om, hvilken betydning maden har for forebyggelse og udvikling af hjerte-kar-sygdomme.
Rigtig mange mennesker har en holdning til, hvad sundhed er, men det kan være vanskeligt at finde hoved og hale i, hvad der gør os sunde. Findes der mon en smutvej til sundhed?
I hjertecaféen vil Inger Larsen gennemgå principperne for en hjertesund mad og undervejs også komme ind på facts og myter, der ind imellem kan opstå.
Der vil samtidig være mulighed for dialog.
Foredraget afvikles i Sundhedshuset på Sæbygårdvej tirsdag den 24. september kl. 14-16. Deltagelse er gratis, men tilmelding forud sker senest den 18. september til Kirsten Sørensen på tlf. 40523087 eller e-mail: kesoeren@gmail.com
Samme dag om aftenen er Hjerteforeningen Sæby i samarbejde med FOF Vendsyssel klar til at starte et aftenskolehold om hjertesund mad. Det foregår over 6 mødegange i skolekøkkenet på Sæby Skole med køkkenleder Elsa Toftelund, Sæby, som instruktør. Tilmelding sker til FOF Vendsyssel.
Den 1. oktober om aftenen gæster Hr. Weyse (alias skuespiller Jens Jacob Tychsen) fra ”Badehotellet” Sæby, når han optræder i kulturhus Manegen.
Det sker i et samarbejde mellem Hjerteforeningen Sæby og FOF Vendsyssel. De 250 billetter, som har været udbudt til salg, er for længst revet væk! Dørene til salen åbnes kl. 18,30.
Gennem flere sæsoner har Hjerteforeningen Sæby stået for afvikling af ”Børnebørnenes madværksted”. Foreningen er klar endnu en gang – denne gang primært med elever og bedsteforældre fra Voerså og Dybvad. Madkurset, som afvikles over 4 gange – starter 3. oktober på Sæby Skole med Elsa Toftelund som instruktør. Her får deltagerne gode råd om og smager sund mad, sunde madpakker osv.
Endvidere er Hjerteforeningen Sæby klar med tilbud om kurset ”GIV LIV”, hvor deltagerne på kun 30 min. introduceres i, hvorledes man giver hjertemassage, kunstigt åndedræt og anvender en hjertestarter. Foreninger, klubber, private henvender sig blot til Hjerteforeningen, som er klar med certificerede og uddannede instruktører.
Det antages, at op mod 476.000 danskere har problemer med hjertet. Hvert år bruger Hjerteforeningen ca. 30 mio. kr. i forskning omkring hjerte-kar-sygdomme.
Der kan læses meget mere www.saeby.hjerteforeningen.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spændende aktiviteter fra Hjerteforeningen' til en bekendt