
Vær med når veteranstuen på Orlogshjemmet indvies
26. august 2019 - kl. 8:28 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Torsdag d. 5. september markerer vi igen Flagdagen, hvor vi sammen kan sige tak for indsatsen til alle Danmarks udsendte. Både dem, der er ude nu, og veteranerne, der er hjemme igen.
Som noget helt nyt inviterer Frederikshavn Kommune i år til en markering af Flagdagen. Alle veteraner med deres familier og alle andre borgere er velkomne, når borgmester Birgit S. Hansen klipper snoren til den nye veteranstue på Orlogshjemmet i Frederikshavn.
– Den nye veteranstue er et resultat af en stor, fælles indsats, siger Birgit S. Hansen og fortsætter: mange sponsorer har bidraget, og håndværkerne har arbejdet hen over sommeren, så alt kan være klar.
Veteranstuen skal bruges til arrangementer for veteraner – caféaftener, familielørdage og meget andet, hvor veteraner og deres familier kan mødes. Stuen bliver dog også et godt sted for andre aktiviteter på Orlogshjemmet, hvor det ofte har knebet med plads til alt det, der foregår i huset.
– KFUMs Soldatermission vil gerne skabe hjem for soldater, veteraner og pårørende. Derfor er vi meget taknemmelige for, at lokale veteraner har valgt at bruge KFUMs Orlogshjem og vores værtsskab som mødested, siger landsformand i KFUMs Soldatermission Jesper Hornstrup.
Alle er velkomne til arrangementet på Orlogshjemmet, Understedvej 1 i Frederikshavn torsdag d. 5. september 2019.
Veteranstuen bliver indviet kl. 17:00, og der er kaffe på kanden helt til kl. 18:30.
– De udsendte yder og har ydet en fremragende indsats, der gør verden til et bedre sted for os alle. Det vil jeg gerne takke dem og deres familier for, og det er jeg sikker på, at mange andre også gerne vil, siger borgmester Birgit S. Hansen, der glæder sig til, at mange lægger vejen forbi Orlogshjemmet på torsdag eftermiddag.
Fakta
• Forsvarsministeriet informerer om flagdagen her:
https://www.fmn.dk/temaer/veteraner/Flagdag/Pages/FlagdagforDanmarksudsendte.aspx
• Der bor 536 veteraner i Frederikshavn kommune
• Den nye veteranstue på Orlogshjemmet i Frederikshavn er for alle veteraner, både uden og med skader, og deres familier
• Byggeriet af veteranstuen løber op i ca. 900.000 kr., som lokale og nationale sponsorer og fonde har doneret
• Borgmester Birgit S. Hansen har stået i spidsen for den støttekomité, der har rejst midlerne
• Lokale håndværkere og leverandører har udført arbejdet
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vær med når veteranstuen på Orlogshjemmet indvies' til en bekendt