Søger om penge til hærvejsherberg ved Hørbylund

Søger om penge til hærvejsherberg ved Hørbylund

21. august 2019 - kl. 9:56 - af

På næste møde i Distriktsudvalget den 26. august skal udvalget se på en ansøgning om økonomisk tilskud til et såkaldt forprojekt til forundersøgelser vedrørende et hærvejsherberg Hørbylund i Hørby.

Ansøger ønsker at istandsætte en eksisterende bygning på Hørbylund, så den kan anvendes til hærvejsherberg og dermed indgå i den række af herberger, der allerede er etableret langs hærvejen.

Ansøger søger om støtte til udarbejdelse af forundersøgelser, hvor bl.a. bygningens tilstand skal undersøges nærmere. På den baggrund bliver der udarbejdet et projekt samt overslag over projektets økonomi.

Ligeledes ønsker ansøger i den indledende fase at få afklaret, hvilken organisering der skal være omkring projektet. I denne forbindelse vil der blive foretaget en afsøgning af lokale initiativer og kræfter, som kan bidrage til projektets realisering og drift sammen med ejeren, Niels Jørgen Lunden.

Ansøger har allerede etableret en god kontakt til “Foreningen Herberger langs Hærvejen”, som er begejstret for tiltaget. Foreningen har på baggrund af det udarbejdede ideoplæg tilkendegivet, at man støtter projektet.

Det er desuden planen, at faciliteterne skal indrettes, så de uden for vandresæsonen kan anvendes til lokale forsamlingsaktiviteter for foreninger, skoler mm.

Ansøgningen er indsendt af en privatperson, men projektet er til offentlig brug og gavn.

Det samlede budget er på 125.000 kr. og egenfinansieringen udgør 65.000 kr. Der søges om et tilskud fra Distriktsudvalget på 60.000 kr.

Centerchefen for Teknik og Miljø indstiller forud for mødet, at Distriktsudvalget bevilliger 60.000 kr. til projektet.

Af prospektet fremgår det, at hærvejen siden middelalderen har været en vigtig transportrute gennem Jylland og videre mod landene i Centraleuropa. Hærvejen er i dag vandre- og cykelruter, som forbinder Padborg i syd med Hirtshals og Frederikshavn i det nordlige Jylland. Ruterne er inddelt i etaper, som er beskrevet på hjemmesiden haervejen.dk og i Hærvejsguidebogen.

Hørbylund ligger som slut- eller startdestination for hærvejens vandreetape 7 (Frederikshavn – Højbylund, 19,95km) og vandreetape 8 (Højbylund – Jyske Ås, 31,7km). Hærvejsrutens cykelrute passerer også gennem Hørbylund. Hørbylund kan derfor betragtes som et oplagt sted at placere en overnatningsmulighed.

På Hærvejen findes en ganske unik overnatningsform, hærvejsherberger. Her kan vandrere, pilgrimme, cyklister og ryttere overnatte billigt under deres ferie på hærvejen. Herbergerne lægger op til samvær med andre rejsende og er et initiativ etableret med inspiration fra pilgrimsruten Caminoen i Spanien.

Projektet startede med en idékonkurrence, som blev udskrevet af Realdania-fonden i 2004 om udnyttelse af gamle tomme landbrugsbygninger.

I dag er der 25 herberger samlet i foreningen Herbergerne langs Hærvejen. Nærmeste overnatningsmulighed fra Hørbylund er i dag shelters og teltplads ved Understed 7,5 km i retning mod Frederikshavn eller hærvejsherberget Lunken ved Søheden Skov knap 16 km i retning mod Aalborg.

Hørbylund omtales i kilder allerede i starten af 1300-tallet. Den nuværende hovedbygning blev opført i anden halvdel af 1800-tallet og består af en lang enkeltfløjet bygning i én etage omgivet af voldgrave. Øst for hovedbygningen er der et stort trefløjet, asymmetrisk avlsanlæg, som ligeledes er opført i anden halvdel af 1800-tallet.

Den historiske vej ved Hørbylund eksisterer endnu og er – ligesom den nord-syd gående akse – flankeret af høje allétræer.

Hørbylund består desuden af en række senere tilføjede bygninger. Hverken hovedbygning eller avlsbygninger er fredede.

Link til nærmere beskrivelse af projektet samt kort over hærvejens ruter gennem Jylland:
https://frederikshavn.dk/umbraco/Surface/LocalEsdhPdfSurface/GetAgendaPdf?commId=Distriktsudvalget%202018-2021&date=26-08-2019%2019.00%20-%2022.00&fileName=Dagsorden%20samlet%20-%20%C3%85ben.pdf

Tekst: Per Rye

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Søger om penge til hærvejsherberg ved Hørbylund' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger