
Sæby-forfatter vender blikket hjemad
25. juni 2019 - kl. 8:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Forfatter Louise Østergaard, som er født og opvokset i Sæby, men nu bosiddende i Aalborg, udgiver den 28. juni sin tredje roman, som bærer titlen ’VM’. Romanen foregår i et sommerhus tæt ved Sæby Søbad, og bogens hovedperson handler i Brugsen, genser sit barndomshjem på Skovalléen og kommer endda en tur på Lanternen. Der er tale om en fiktiv historie, som finder sted i rammer, der for enhver sæbynit vil være velkendte.
Romanen følger Stine og hendes families ferie i et sommerhus i Stines barndomsby. Stines idylliske familieferie bliver sat på prøve, da den mystiske nabo Martin udgør en fristelse for både mor og teenagedatter. Familieidyllen begynder langsomt at krakelere, og en fortid med svigt, jalousi, utroskab og depression foldes ud lidt efter lidt, mens VM i fodbold kører monotont i baggrunden.
– Jeg har altid været optaget af at undersøge, hvad der sker, når man flytter væk og vender tilbage. Er man anderledes, end dem der blev?, fortæller Louise Østergaard.
Louise fik en kontroversiel debut på den litterære scene tilbage i 2014, hvor hendes selvbiografiske fiktionsroman Ord – om forholdet til digteren Yahya Hassan – udkom. Efter debuten fulgte imidlertid romanen Eva, der ligesom hendes nye roman handler om at vende hjem og genfinde sig selv.
Foto: Kalle Siegenfeldt
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby-forfatter vender blikket hjemad' til en bekendt