
SONY DSC
Cykelsponsorrally på ”Grøns” Køretekniske anlæg
16. maj 2019 - kl. 8:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Y’s Men’s Club arrangerer, sædvanen tro, Cykelsponsorrally på ”Grøns” Dekras Køretekniske anlæg, mandag den 20. maj kl. 18.30 – 19.30.
De fleste løbsdeltagere vil være fra Baptist Spejderne, Sæby FDF, Ousen Gruppen, Det Danske Spejderkorps, Østvendsyssel Y’s Men’s Club og Sæby Y’s Men’s Club.
Deltagerne er allerede nu rundt hos forældre, bedsteforældre, venner, fritidsjobbet osv. for at tegne sponsoraftaler, som enten vil give dem et fast beløb, eller et beløb pr. kørt kilometer. Tag godt imod dem.
Det indkørte beløb den enkelte rytter kører ind, går ubeskåret til det korps, forbund eller forening de kører for. Måske en kærkommen håndsrækning til et nyt telt eller tilskud til en hel speciel sommerlejr som alle ønsker at deltage i.
Løbet er opdelt i 3 grupper:
Gruppe 1: Op til 8 år. – Gruppe 2: 9-14 år. – Gruppe 3: 15 år og derover.
Der er særskilt bane til aldersgruppen op til 8 år.
Der uddeles en præmie i alle tre grupper til den, der har kørt længst.
Alle der ønsker at deltage møder op på Dekras køretekniske anlæg mellem kl. 18.00 og 18.15 for at blive registreret.
Løbet afblæses kl. 19.30. Kort tid herefter er revisor og EDB folkene klar med løbets resultater. I mellemtiden får alle løbsdeltagere gratis sodavand og kage.
Publikums venlige tilråb, flag og de mange sponsorreklamer, som byens forretninger har købt, er med til at give cykelløbet en rigtig festlig stemning.
Der er mulighed for at købe kaffe, sodavand og hjemmebagt kage.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Cykelsponsorrally på ”Grøns” Køretekniske anlæg' til en bekendt