
Foredrag med Sofie Münster på Sæby Skole
10. december 2018 - kl. 0:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
”Sådan ruster vi vores børn til livet – et foredrag om børns udvikling”
Folkekirkens Familiestøtte sætter med nyt foredrag fokus på, hvordan forældre kan gribe tingene anderledes an i hjemmet for at lære børn at træffe kloge valg både på kort og længere sigt. Foredraget med Sofie Münster er for forældre og andre, som har interesse i høre mere om, hvordan man skaber en god hverdag for børn.
”Vi har inviteret Sofie Münster, fordi hun er rigtig god til at tale ind i forældrenes situation, idet hun selv er forælder, og hun ved, hvad børnefamilier bøvler med,” fortæller koordinator i Folkekirkens Familiestøtte i Sæby Dorthe Kjærgaard.
Sofie Münster ejer netmediet Nordic Parenting (NOPA), og har skrevet to bestsellere ”Klog er noget, man øver sig på” og ”Kærlighed er ikke nok”, hvor hun videreformidler forskning om børns udvikling på en lettilgængelig måde. Til foredraget giver Sofie Münster en lang række bud på, hvad vi konkret kan gøre, for at vi får gladere, stærkere og mere omsorgsfulde børn, der har overskuddet til også at være noget for andre mennesker – både i barndommen og senere i livet.
Foredraget er sponsoreret af en nytårsgudstjeneste afholdt af Sæby Kirke, organist Henrik Strøm og Musikkorps Sæby i januar 2018, hvor alt overskuddet gik til Folkekirkens Familiestøtte. Det bliver præsenteret i samarbejde med Sæby Skoleafdeling, hvor foredraget også holdes. Jesper Koldtoft, som er skoleafdelingsleder, er glad for samarbejdet: ”Vi samarbejder meget gerne med Folkekirkens Familiestøtte, fordi det så absolut er et relevant tilbud for både småbørnsforældre og familier med større børn. Og så er der jo også nogle sidegevinster, som eksempelvis det her foredrag, som vi glæder os rigtig meget til”.
Foredraget er et nyt tiltag hos Folkekirkens Familiestøtte. Indtil nu har tilbuddene hos Folkekirkens Familiestøtte bestået af, at forældre i Sæby og omegn kan få støtte og sparring til familielivet via en frivillig forældreven samt kursusforløb for forældre om relevante emner.
”Vi håber, at mange forældre vil føle, at de går hjem med noget konkret”, fortæller Dorthe Kjærgaard. ”Og vi tror, at Sofie Münster kan sætte nogle tanker i gang om, hvad vi som forældre kan gøre anderledes, og også sætte tanker i gang om, hvordan vi som forældre, kan give vores børn de bedste forudsætninger for at lykkes i livet, ” slutter hun.
Program
19.00: Velkomst v. skoleleder på Sæby Skoleafdeling Jesper Koldtoft og koordinator Dorthe Kjærgaard. Herefter gives ordet til Vibeke Post Madsen, som er Centerchef for Børn og Skole i Frederikshavn Kommune.
19:15: Sofie Münsters foredrag inkl. pause.
21.15: Koordinator Dorthe Kjærgaard fortæller kort om Folkekirkens Familiestøtte.
Der vil under arrangementet blive serveret kaffe og kage.
Tid og sted: Onsdag d. 30.1.2019 kl. 19-21.30. På Sæby Skoleafdeling, Brolæggervej 1, 9300 Sæby.
Tilmelding: Man tilmelder sig via kontoret på Sæby Skoleafdeling. Enten ved fremmøde eller på tlf. 98 45 66 70. Pris 40 kr. inkl. kaffe og kage.
Fakta
Folkekirken Familiestøtte er et tilbud til forældre, som ønsker at skabe en forandring i familielivet og har brug for et kærligt skub eller sparring til at få det til at ske. De tilbyder forældre en forældreven til personlig sparring, om det der fylder samt forskellige kursusforløb for forældre, som ønsker at sætte fokus på et særligt område i familielivet. F.eks. parforholdet, familielivet efter en skilsmisse eller skærmvaner i familien.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foredrag med Sofie Münster på Sæby Skole' til en bekendt