
Østervrå-ejendom må ændre i dyreholdet
31. juli 2017 - kl. 15:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Ejeren af landejendommen Hjørringvej 476 ved Østervrå har af Frederikshavn Kommune fået meddelelse om, at en ansøgt ændring af dyreholdet på ejendommen kan foretages uden yderligere tilladelse eller godkendelse efter Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
Godkendelsen omfatter en udvidelse af kvægproduktionen fordelt på 2 etaper over 3 år. Udnyttelsen af godkendelsen er påbegyndt, men ansøger ønsker en række mindre ændringer i sammensætningen af dyreholdet.
Overordnet ændres produktionen, så der er mulighed for at have flere malkekøer og mindre opdræt på ejendommen.
En tidligere godkendt udvidelse af kostalden med sengebåse mod vest udgår. Ligeledes udgår den tidligere godkendte ændring af en eksisterende lade til stald af projektet.
Af en uddybning i kommunens vurdering fremgår det, at det anmeldte projekt overholder kriterierne, herunder at der ikke foretages godkendelsespligtige ændringer af staldanlægget, at den samlede ammoniak- og lugtemission ikke forøges, at der ikke sker en forøgelse af ammoniakdepositionen på en række naturtyper, samt at lugtemissionen kun forøges i staldafsnit, som er placeret i en afstand, der er mindst dobbelt så stor som den ukorrigerede geneafstand beregnet for hele husdyrbruget.
Frederikshavn Kommune har givet naboer til det ansøgte byggeri lejlighed til at komme med en udtalelse i sagen. Der er ikke kommet bemærkninger i forbindelse med nabohøringen.
Tekst af Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Østervrå-ejendom må ændre i dyreholdet' til en bekendt