Revyens kavalkade på Lyngså Marked

Revyens kavalkade på Lyngså Marked

1. juli 2017 - kl. 11:28 - af

– Det er med beklagelse, at jeg er den første, der skal på scenen i år, men jeg har en beklagelig meddelelse. Der er ikke nogen til at byde velkommen, for der bliver ikke nogen revy. Her i aften skulle vi have spillet markedsrevy, men jeg må beklage; alt er aflyst.

Der bliver ingen revy i år, af den simple grund, vi har ikke haft noget stof at arbejde med. I Lyngså har der i et helt år ikke været nogen form for skandaler, ingen der har været oppe at slås, ingen skænderier og slet ikke nogen der har begået nogle bommerter. Derfor kære venner; tak for i aften. Men inden i forlader teltet, vil jeg foreslå, at vi alle laver en fælles rejsning, og så synger vi vores kendte slutsang.

Det var, den nok så garvede revyskuespiller på mangfoldige Lyngså Markedsrevyer, Søren Sig, der kom med denne meddelelse. Søren Sig er en dygtig formidler af skuespillerkunsten, og i de sidste mange år, har han gjort sig på scenen som bedemand. Netop i bedemandsuniform med stemmen i det rigtige leje, og rynkerne i de rigtige folder, virkede han så overbevisende, at de knap tre hundrede publikummer lignede et stort spørgsmålstegn og var klar til at pakke sammen og gå hjem, mens andre begyndte at snakke om at få pengene tilbage.

Så vidt kom det heldigvis ikke, for da Søren Sig var færdig med sin replik, kom de andre fire sceneaktører, Line Stæhr, Bente Thomsen, Polle Ottosen og Ib Thomsen hurtigt ind på scenen og bekendtgjorde, at der blev revy, men med en del gamle numre som en kavalkade. Ib Thomsen bekendtgjorde, at de havde valgt nogle af de sjoveste numre, fra de senere år, og Polle Ottosen tilføjede. – Ja, i foer hwa vi ka hå´ew.

Kavalkadens topnumre
De gamle numre var blevet støvet af, og publikum morede sig og klappede nøjagtig lige så meget, som da de så dem første gang.

Her var det tidligere købmandspar i byen i tvivl om, det var zorba- eller zumbadans, de skulle lære, inde de tog til Grækenland på ferie.

Slankeguiden i Lyngså solgte slankepulgur, og Maren i Blaren var stadig hwimmelworn af sin astma og hoste, så hun bestilte medicin på Lyngså Trælast, der havde alt i piller og paller samt medicin-udlevering.

Lyngsåboen, Harald Elgård, kan revyen umuligt komme uden om. Han var også med i år. Det var scenen hos lægen, der var valgt. Her kunne lægen skære med skalpel og klippe med saks i hans hånd, bare han fik lov til at holde frk. Øjenfryd i hånden.

ANS nummeret var også med. Det blev spillet af den unge Line Stæhr, og den ældre Bente Thomsen, der mente, at ANS betød ”Affældige nøgne sild”, med henvisning til den yngres påklædning, der til gengæld fortalte, det betød ”Aktive Nordjyske Singler”. De to kvinder fik en masse ud af, der skulle holdes en aften med helaftensmotion på ferielejren ”Hvide Klit”, som den ældre omdøbte til Hvide Klitorius” Hun mente også, at kløede det i dag, så sved det nok også i morgen.

Den unge mente hertil, at bare fordi æggene havde overskredet sidste salgsdato, så behøvede hønen jo ikke at fejle noget.

Sidste nummer inden pausen var om værkstedet, der kunne heale. Mekanikeren kunne endda skifte en gearkasse på en Fordson Dexta på tre meters afstand.

Nye numre
Efter pausen kom der gang i sagerne igen. De få numre, som tekstforfatterne og instruktørerne, Conny Thomsen og Michael Schjoldan, havde fået flikket sammen, skabte mindst lige så meget jubel og morskab blandt publikum, som tidligere år.

Her var menigheden med to fremmødte og sognepræsten på pilgrimsvandring. Den ene af de to fremmødte var så døv, at hun havde misforstået det hele, og troede det var en begravelse, hun var deltager i.

I Lyngså var de misundelige, på grund af der i nabobyen Voerså var frisørsalonen MK/Klip. Nu ville frisør Anja Staudt, der driver frisørforretning i Sæby, åbne en salon i Lyngså under navnet KLIB. Alle studsede og funderede over, hvad det mon betød. Ib Thomsen fortalte, det betød ”Køkken-Lækker-IB”. Så kunne de lære det i Voerså, kunne de.

”Bedemand” Søren Sig kom igen på scenen og messede over Lyngsås sidste butiksdød. Det var Lyngså Trælast, der havde opgivet og var flyttet fra byen. Her var der aldrig stress. Man blev grundig betjent, og der var aldrig blevet kastet noget over disken i en fart. Her kunne man nå at få en kop kaffe og spise en kage, inden man kunne få sin antipositive medicin udleveret, men det var slut nu. I stedet kunne man ved kirken, når flaget var på halv stang, få udleveret sin medicin ved den nordre låge.

”Bedemanden” messede endnu en gang over købmandens lukning i Lyngså – ikke mindst bagbutikken var et stort savn. Her kunne man få alt at vide, udveksle nyheder og få en del sladder byttet. Bagbutikken manglede – ikke mindst når tekstforfatterne til markedsrevyen skulle fodres.

Beboerne i ”Højbo” gik heller ikke ram forbi. Her var der en del racehøns, og der var indrettet ”Højbo Vildmarkscamp”, hvor man kunne lege ”Nak og æd”, som på tv programmet. Det skabte en del postyr, at kokken var blevet flået og var kommet i gryden. ”Vil du have kokken i gryden, så må du selv skyde den, var mottoet. Der var også lavet et par vers, der hed ”Kokkens død”.

Slutsang
I slutsangen havde tekstforfatteren formået at fortælle, at revyen manglede stof. Det fremgik helt klart og ganske tydeligt af teksten.

Da slutsangen var færdig, sagde Ib Thomsen, der er formand for Lyngså Boldklub.

– Vi skal bruge tekster til næste år. Hvis i vil hjælpe os, så fortæl os noget vi kan arbejde med og måske bruge. I er også velkomne til at lægge stof i både Søren Sigs og min postkasse på henholdsvis Østkystvejen 171 og 148 a. I behøver ikke at skrive afsender på, bare vi får det at vide, så er vi glade, sluttede formanden.

Tekst og foto(s) Cille Strøm

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Revyens kavalkade på Lyngså Marked' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger