
5 Fastelavnstønder må lade livet…
13. februar 2017 - kl. 13:00 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Først gør en skoleklasse på Stensnæsskolen i Voerså et stort stykke arbejde med at male og dekorere 5 fastelavnstønder, så de ser flotte og indbydende ud til tøndeslagningen.
På selve fastelavnsdagen er det ligesom, det er spildt arbejde, for her gør en masse børn og voksne et størres tykke arbejde for at mose dem alle 5 til pindebrænde i jagten på at opnå titlen som kattekonge eller kattedronning.
Det sker i Voersåhallen søndag 26. februar. Her betaler børn kr. 15 – og voksne kr. 25 – for at deltage i løjerne. På billetten serveres til børnene pølsehorn, slikpose og en sodavand. På de voksnes indgangsbilletter serveres kaffe, te og en fastelavnsbolle.
Børnene bliver delt ind i aldersgrupper, så ingen bliver snydt. Den sidste og femte tønde er forbeholdt de voksne. Til kattekonger og dronninger er der selvfølgelig flotte ”guldkroner”, og ikke mindst skal publikum stemme om, de flotteste udklædninger, som der også er præmier til.
Voerså IF er arrangør, og der lægges ud 14.00.
Tekst og foto Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '5 Fastelavnstønder må lade livet...' til en bekendt