Kristi Himmelfart og Sæby Kirke
8. maj 2026 - kl. 2:46 - af Jeanette Wildenhoft
Kristi himmelfartsdag falder 40 dage efter påske og ti dage før pinse. Dagen ligger altså altid på en torsdag, tidligst 30. april og senest 3. juni – i år den 14. maj.
Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus steg til himmels 40 dage efter sin opstandelse. Mellem opstandelsen og himmelfarten viste han sig flere gange for sine disciple. Kristi himmelfart er en højtid fyldt med lethed og glæde.
Torsdag den 14. maj kl. 10.00 fejres Kr. Himmelfart i Sæby Kirke med en gudstjeneste, hvor Keld Skovgård prædiker og organist Peter Emil Ryom spiller. Sæby Kirkes kor synger – både korsang og med på de mange fællessalmer. Efter gudstjenesten er der fælles kirkekaffe for alle.
Søndag den 17. maj er der gudstjeneste med Peter Jessen kl. 10.00. Også her spiller organisten, koret synger, der er fællessang, nadver, velsignelse og fælles kirkekaffe.
Tirsdag den 12. maj og tirsdag den 19. maj er der babysalmesang i Sæby Kirke med efterfølgende fælles kaffebord. Det er en fælles tryg og rolig oplevelse for forældre og børn med nærvær og sang i centrum.
Hver onsdag kl. 9.30 er der en kort andagt i Sæby Kirke med efterfølgende kaffebord i Mariehuset.
Kirken er åben hver dag for alle, der vil opleve det smukke kirkerum – enten under en gudstjeneste eller blot mærke stilheden for en stund, bede en bøn eller tænde et lys. Og kirkegården er altid et dejligt sted at gå en tur – nyde de smukke omgivelser og mindes de mange sæbynitter, der ligger begravet her.
Radiogudstjeneste
Sæby Kirke dannede den 3. maj 2026 rammen om en fin radiogudstjeneste med sognepræst Keld Skovgård. De to tilstedeværende teknikere gjorde arbejdet så fint. Danmarks Radio havde desværre blandet oplysninger om Sæby Kirke fra Horns Herred på Sjælland sammen med oplysninger om Sæby Kirke i Vendsyssel.
Tilrettelæggerne fra Danmarks Radio (DR), som menighedsrådsformand Anne-Marie Glistrup har været i kontakt med, sender deres dybeste undskyldninger og beklager fejlen. De lover at komme igen og fortælle om Sæby Kirke i Vendsyssel.
”Vi byder selvfølgelig igen DR velkommen i Sæby Kirke i Vendsyssel”, siger formanden, der glæder sig til, at kirkens spændende historie bliver formidlet retvisende. Det fejlagtige indslag er siden blevet fjernet fra DR’s hjemmeside.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kristi Himmelfart og Sæby Kirke' til en bekendt