
Carl Ulrik Munk-Andersen
Stjernedrys over Sæby
2. maj 2026 - kl. 6:10 - af Jeanette Wildenhoft
Frederikshavn Teaterforening siger nemlig velkommen til en aften med Amalie Dollerup og Carl Ulrik Munck-Andersen, fortæller formand Lilly Pedersen.
http://arenanord.billetten.dk/link/eventno/147824
Frederikshavn Teaterforening har fået muligheden for at give deres gæster en aften med en helt særlig kvinde, nemlig Amalie Dollerup.
Akkompagneret af Carl Ulrik Munk-Andersen besøger hun Frederikshavn Teaterforening onsdag den 21. oktober kl. 19.00 i Sæby Baptistkirke, Sæbygaardsvej 13, 9300 Sæby.
Det bliver en aften med sange, fortællinger og dermed skønne stjernestunder.
Amalie Dollerup er én af tidens største tv-stjerner. Gennem 10 sæsoner har vi lært hende at kende som Amanda Berggren i nyere tids største danske TV-succes Badehotellet. Men udover at Amalie er en dygtig skuespiller, er hun også en erfaren sanger, og med sin indlevende og smukke sangstemme, har hun sunget koncerter med bl.a. Tivoli Copenhagen Phil, Prinsens Musikkorps, Aalborg Symfoniorkester, Aarhus Brass Band og Nordvest Jysk Brass Band.
Amalie er en dybt musikalsk skuespiller, der med et stort nærvær, giver sit publikum mindeværdige musikalske oplevelser, der skaber glædelige og rørende øjeblikke.
“Amalie har noget på hjertet, og vi er helt sikre på, det bliver en dejlig oplevelse”, udtaler Lilly Pedersen.
Ved koncerten akkompagneres Amalie Dollerup af pianisten Carl Ulrik Munk-Andersen.
Carl Ulrik Munk-Andersen er organist, pianist, arrangør og kapelmester. Sideløbende med hvervet som organist har Carl Ulrik Munk-Andersen bl.a. haft en omfattende musikalsk karriere indenfor teaterverdenen som kapelmester og musiker på diverse forestillinger. I en årrække var han pianist i DR Underholdningsorkestret.
I de senere år har Carl Ulrik helliget sig at være pianist for mange kendte solister, og Frederikshavn Teaterforening har haft den store fornøjelse at møde Carl Ulrik flere gange før, han kan noget helt særligt.
Der er kun 150 pladser, efter først til mølle, så kom og vær med.
“Det smukke kirkerum er perfekt til en oplevelse som denne”, slutter Lilly med et stort smil.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stjernedrys over Sæby' til en bekendt