
Er I ved at udsulte børnenes fristed i Sæby?
25. marts 2026 - kl. 8:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Debatindlæg: Som mor til to drenge i Sæby ser jeg med voksende bekymring på den systematiske nedprioritering af vores fritidsklub. Det, der før var et trygt samlingspunkt og et pædagogisk fundament for byens børn, er nu skåret så langt ind til benet, at man må spørge: Er målet helt at lukke klubben?
Først blev 3. klasserne udelukket. Resultatet? En gruppe børn, der er for store til SFO, men for små til at være alene, ender nu bag en skærm i et tomt hus, indtil forældrene kommer hjem. Vi taber dem i overgangen mellem barn og ung, fordi det “fristed”, de glædede sig til, blev taget fra dem som en del af en spareøvelse.
Nu rammer de næste besparelser budgettet så hårdt, at sikkerheden og trivslen er under pres. Det er under al kritik, at én medarbejder i perioder står alene med ansvaret for alle børn. Hvordan skal én person kunne løse konflikter, sætte aktiviteter i gang og samtidig passe madbaren? Det er hverken forsvarligt over for børnene eller de ansattes arbejdsmiljø.
Kære politikere i Frederikshavn Kommune: Tror I virkelig, at det her sparer penge i det lange løb? Den forebyggende indsats i klubben er det, der holder de unge ude af mistrivsel. Hvis I sparer de trygge rammer væk nu, sender I blot regningen videre til andre kasser i kommunen om få år – med renter i form af mistrivsel og sociale problemer.
Stop udsultningen af Sæby Fritidsklub, før der ikke er mere at redde. Vores børn fortjener mere end bare opbevaring.
Med venlig hilsen,
Louise Houbak-Jensen
Mor til to drenge i Sæby
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Er I ved at udsulte børnenes fristed i Sæby?' til en bekendt