
Veloverstået Sommercamp i Iscenter nord
14. juli 2025 - kl. 8:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I uge 28 har Skøjte- og Sportsforening Nord afholdt sommercamp i Iscenter nord. Campen tiltrak skøjtere fra nær og fjern, der var både unge og ældre løbere som kom helt fra Silkeborg, Århus og sågar Odense. Klubbens egne medlemmer var naturligvis også på pletten, til en dejlig uge med masser af is og skøjtning men også med tid til hygge blandt løberne.
I Skøjte- og sportsforening Nord kan de noget helt særligt, her mødes løberne nemlig på tværs af alder og køn. Selv om man ikke er lige så dygtig som de rutinerede løbere, bakkes der op og heppes på den enkelte løber og dennes evner.
– Siden min datter på 11 år er startet i klubben, er hendes selvtillid vokset og hun er virkelig begyndt at tro på sig selv. Min datter har ADD og har ikke haft det helt nemt, men den udvikling hun har gennemgået på ganske kort tid, det er vidunderligt at se, udtaler Merete Trap, mor til Filippa og nyt medlem i Skøjte- og Sportsforening Nords bestyrelse.
Genkendeligheden betyder meget for børn og unge, hvilket også er én af denne klubs store styrker. Her bliver alle trænet af den erfarne og rutinerede cheftræner Pamela Hansson, som har viet sit liv til børnene, de unge og isen.
Klubben tiltrækker også medlemmer fra udlandet, senest den talentfulde Nikita Tarakanov som nu er flytter til Danmark fra Sverige for at træne i klubben.
Til campen i uge 28 var der desuden indhentet assistance fra Sverige, hvor cheftræneren Anna Yatsemyrska fra Stockholms Allmänna Skridskoklubb SASK var hentet ind.
Skøjte- og sportsforening Nord er altid åbent for nye medlemmer. Følg med på deres facebook side ”Skøjte og Sportsforening Nord” eller på deres hjemmeside sosnord.dk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Veloverstået Sommercamp i Iscenter nord' til en bekendt