
Sæby får igen et bynært Turistkontor
11. juni 2025 - kl. 13:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Handelsstandsforening og Sæby Erhvervsforening har i år sat alle sejl ind for at forbedre gæsteservice i byen. Målet var et bynært, synligt turistkontor hvor gæster i byen kan opleve turistservice i et bemandet kontor.
Dette er nu lykkedes – i samarbejde med en lokal udlejer Lux Estate A/S og Toppen af Danmark åbner der 25. juni et nyt bemandet turistkontor i Søndergade 5B, for enden af gågaden.
”Takket været udlejer Rasmus Thostrup Møller og frivilligt arbejde fra bestyrelsen i Sæby Handelsstandsforening, så som malerarbejde og flytning, så får vi vores højeste ønske opfyldt – Lokal gæsteservice – på en synlig placering i byen” udtaler ansvarlig for projektet, bestyrelsesmedlem for Sæby Handelsstandsforening, Nikolai Ronne – og fortsætter.
”Samarbejdet mellem Sæby Handelsstandsforening og Sæby Erhvervsforening er stærkt og sammen med en lokal fremsynet udlejer så har vi fået mulighed for at åbne turistkontoret i Søndergade. Vi skal i fremtiden leve mere og mere af turisme her i Sæby – og vores gæster forventer at der er gæsteservice tilgængelig i byen. Toppen af Danmark er lokalt funderet i bl.a. feriehusudlejning og er den perfekte partner til operationel gæsteservice. Vi har inviteret alle turismeaktører til at deltage i vores projekt og håber på at udvide samarbejdet endnu mere om at skabe den bedste gæsteservice til turisterne”.
Aftalen om bemanding af turistkontoret, er lavet i samarbejde med Toppen af Danmark, der bemander kontoret og flytter dermed alt lokal administration fra det tidligere lille lokale i Retfærdigheden til Søndergade.
Bent Christensen fra Toppen af Danmark udtaler: ”Synlighed for os er vigtig og med ønsket fra både Sæby Handel og Erhverv om bynær gæsteservice, så er dette en perfekt beliggenhed med plads til flere medarbejdere der både arbejder med lokal gæsteservice og feriehusudlejning”.
Lokalet bemandes af i alt 3 personer hen over sommeren – og der er åbent alle dage med undtagelse af søndag. Turistkontoret åbner onsdag den 25. juni kl. 10 hvor alle er velkommen til at kigge forbi og se lokalerne og møde personalet. Efterfølgende fra kl. 11-13 vil Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening og Toppen af Danmark byde på et glas og snacks hos Vinuniverset i Vestergade.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby får igen et bynært Turistkontor' til en bekendt