Illustrationsfoto
Sæby Friskole inviterer til “Grundlovsdags-førfest” på Sæby Torv
29. maj 2025 - kl. 5:25 - af Jeanette Wildenhoft
Grundloven kunne sidste år fejre 175-års fødselsdag, og Sæby Friskole synes den fortjener at blive fejret hvert år.
Sidste år havde Sæby Friskole skoledag på Grundlovsdag, hvor alle skolens elever deltog i festlighederne på Sæby Torv.
Men i år håber Sæby Friskoles skoleleder Helle Krogsgaard, at flere vil være med til at markere Grundlovsdag sammen med Friskolens elever.
Derfor laver Sæby Friskole i år “førfest” for Grundlovsdag onsdag den 4. juni, som afholdes på Sæby Torv.
Denne “førfest” er alle skoler og børnehaver i gamle Sæby kommune inviteret til at deltage i, og Helle Krogsgaard håber, at mange vælger at støtte op om det hyggelige arrangement.
Alle andre, der har lyst til at deltage i “førfesten” er ligeledes meget velkommen til at møde op, understreger Helle Krogsgaard.
Karsten Thomsen, borgmester Frederikshavn Kommune kommer til “førfesten” og holder tale for de fremmødte, hvorefter der vil være fællessang og én eller flere taler fremført af Sæby Friskoles elever.
Program for dagen:
Kl. 10.15: Alles mødes ved Kvindeegen (ved den forhenværende Sæby Grillen på Stationsvej)
Kl. 10.30: Samlet optog til Sæby Torv. Der må meget gerne medbringes flag
Kl. 11.00: Grundlovstale ved Borgmester Karsten Thomsen, fællessang og grundlovstaler af Sæby Friskoles elever
Kl. 11.30 “Førfesten” slutter
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt