Offentlige ansattes ytringsfrihed er beskyttet af ny lovgivning – Heldigvis!
29. maj 2025 - kl. 1:57 - af Jeanette Wildenhoft
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Brian Kjær (A), Byrådsmedlem:
20. maj 2025 vedtog folketinget en vigtig lov om offentlige ansattes ytringsfrihed. Heldigvis enstemmigt. Det er første gang, at vi i Danmark har en samlet lov, som understreger, at offentlige ansatte har en udstrakt grad af ytringsfrihed. Lovgivningen er enkel og lige til. Vi skal og vi vil høre, hvad de offentlige ansatte vil ytre sig om.
Loven træder i kraft 1. juli og justitsministeriet laver i den sammenhæng en vejledning til alle offentlige ansatte. Det er godt. Fordi det er vigtigt, at lovgivningen bliver drøftet, diskuteret og behandlet i en konkret kontekst.
Vi ønsker ikke at afmontere MED-systemet i vores kommune. Det er her, men også sammen med tillidsrepræsentanterne, at ytringsfriheden og det levende ord skal sikres. Derfor vil den socialdemokratiske gruppe opfordre alle MED-udvalg til at drøfte den nye lovgivning og vejledning, når den træder i kraft pr. 1. juli. Og når nu alle partier er enige i folketinget – mon så ikke også vi kan blive enige om det i Frederikshavn Kommune?
Skulle en medarbejder alligevel føle sig utryg, har vi fortsat en whistleblower ordning, som alle ansatte kan henvende sig til.
Lovgivningen kan i øvrigt ses her: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20241/lovforslag/l144/20241_l144_som_vedtaget.pdf
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Offentlige ansattes ytringsfrihed er beskyttet af ny lovgivning – Heldigvis!' til en bekendt