Sæby kan … hvis vi vil!

Illustrationsfoto

Sæby kan … hvis vi vil!

12. maj 2025 - kl. 11:00 - af

Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Søren Visti Jensen, Byrådskandidat for SF:

Den kommunale valgkamp er allerede skudt i gang. Et nødvendigt og stort tema vil være, hvordan vi fremmer udvikling og bosætning i en kommune, der er under pres på rigtig mange områder.

Jeg har den opfattelse at vi – selv om vi for snart mange år siden blev sammensluttet med Frederikshavn og Skagen – ikke nødvendigvis skal følge den samme udviklingsskabelon i alle tre byområder. Vi skal i stedet kigge efter potentialer i de enkelte lokalområder – og forsøge at plukke lavthængende frugter hvor sådanne findes.

Som indgroet sæbynit vil jeg i flere kommende indlæg tage udgangspunkt i mit fødeområdes muligheder. Ikke fordi jeg ikke vil arbejde for hele Kommunen, hvis vælgerne synes jeg skal have en plads i den kommende byråd, jeg afskyr nemlig også sognerådspolitik. Men jeg føler jeg nok er bedst til at udtale mig om det jeg kender fra barnsben – og så i anden sammenhæng samarbejde med kommunens kommende øverste ledelse, som jeg håber bliver en ny borgmester i skikkelse af Christina Lykke. Hun er nemlig den, der efter min bedste overbevisning har både erfaring, evne og vilje til at formidle det brede samarbejde og den fornyelse som kommunen i den grad sukker efter.

Som mange andre sæbynitter af min årgang, kan jeg glædes over at opleve voksne børn, der efter at have været fraflyttet i en del år, nu vender tilbage til hjembyen som børnefamilier. Nogen har fundet arbejde i vores kommune, mens andre pendler ud for at arbejde i nabokommunerne. Andre unge ”udpendlerfamilier” finder også hertil – tiltrukket af Sæbys ro, natur og trygge miljø. Boliger fås også til en overkommelig pris (hvis man er vant til Aalborgpriser), og der er nu engang ikke længere fra Sæby til Aalborg end den modsatte vej.
Disse unge mennesker, hjemkomne som tilkomne, er i disse år med til at booste og puste liv i gamle Sæby. I skoler, daginstitutioner, sport og fritidsliv. Og i kulturlivet blomstrer der pludselig en Sæbyfestival op, der også resten af året har masser af afledte aktiviteter. Meget mere af den slags, tak!

I en fremtidig bosætningsstrategi skal Sæby og oplandet hertil vægtes helt i top, og kampagner rettet mod særligt Aalborgområdet tror jeg har stort potentiale.

Sæby er en perle – men kun fordi Sæby er Sæby. Vi skal passe på det image og det ”brand” vi har, og ikke lade os forlede til at efterabe Frederikshavns svaghed for modernistisk betonbyggeri på strategiske beliggenheder. Vi skal styre udviklingen og ikke altid lade visionsløse investorer styre os. Vi skal altid sørge for, at der er en arkitekt til stede! Meget mere om det i kommende indlæg.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sæby kan … hvis vi vil!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2025 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger