
Beslutning om at tilbageføre special SFO i Skagen og Sæby
11. maj 2025 - kl. 5:56 - af Michael Egelund
Børne- og Ungeudvalget skal på udvalgets næste møde den 14. maj tage stilling til, om dele af beslutningen fra mødet den 10. december 2024 skal tilbageføres.
På mødet i december blev det besluttet at oprette special SFO 2 på både Skagen Skole og Sæbygårdskolen samt etablere special SFO 1 på Sæbygårdskolen med virkning fra 1. august 2025.
Disse tilbud skulle erstatte Specialklub Sct. Laurentius i Skagen og Specialklub Hans Aabelsvej i Sæby.
Den 9. april i år valgte udvalget at genoptage sagen om oprettelsen af special SFO 2 på Skagen Skole og Sæbygårdskolen. Beslutningen om at oprette SFO 1 for elever i specialafdelingen på Sæbygårdskolen ønskes fastholdt, fremgår det af udvalgets politiske dagsorden.
Det fremgår desuden, at hvis beslutningen tilbageføres, vil specialklubtilbuddene fortsat være placeret i de eksisterende klubber i Skagen og Sæby for børn, der er i målgruppen for SFO 2.
Det præciseres, at da der ikke er gennemført organisatoriske eller bygningsmæssige ændringer baseret på beslutningen fra den 10. december, vil en ændring af beslutningen ikke medføre økonomiske eller personalemæssige konsekvenser.
Der er heller ikke foretaget ændringer for de børn, som er tiltænkt en plads i special SFO 2 på Skagen Skole eller Sæbygårdskolen fra den 1. august 2025.05.08
Disse elever kan dermed fortsat benytte det eksisterende specialpædagogiske fritidstilbud i klubberne fra august 2025, hvis de ønsker det, og nye elever kan ud fra ansøgning blive visiteret hertil.
Kommunens Center for Skole, Klub og Ungdomsskole indstiller forud for mødet, at beslutningen om oprettelse af special SFO 2 på Skagen Skole og Sæbygårdskolen tilbageføres.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Beslutning om at tilbageføre special SFO i Skagen og Sæby' til en bekendt