
Sæbygarden inviterer til 70-års jubilæumsfest
8. maj 2025 - kl. 5:48 - af Jeanette Wildenhoft
Sæbygarden fejrer 70-års jubilæum i år og de inviterer derfor til stor jubilæumsfest lørdag den 20. september kl. 12.00 – 19.30 på Rådhuspladsen 2 i Sæby:
Kære tidligere medlemmer, venner af garden, musikkollegaer, familie og interesserede.
I år fylder Sæbygarden 70 år – og det skal fejres med manér.
Vi inviterer derfor alle, der har haft, har eller ønsker en relation til garden, til en dag fyldt med musik, minder, udstillinger og hyggeligt samvær. Hele dagen foregår i og omkring Manegen, og alle er hjerteligt velkomne – både nye og gamle ansigter.
Dagens program:
Kl. 12.00 – 15.00: Åben øver i Manegen.
Kom og kig forbi, når vi øver – uanset om du er nysgerrig, tidligere medlem eller fra et andet orkester. Alle er velkomne til at lytte, deltage og mærke energien.
Kl. 15.00 – 17.00: Reception og samvær i forhallen.
Her byder vi på snacks som frugt, boller, kage, småkager og drikkevarer (sodavand, øl, kaffe, te m.m.).
Gå på opdagelse i udstillingen med gamle uniformer, kig i “gemmebogen” med billeder, noder og minder, og se gamle film på storskærm.
Formanden holder en kort tale – og ellers er det tid til hygge, grin og genforening med garden.
Kl. 17.00 – 18.30: Koncert i salene
Nuværende og tidligere medlemmer optræder sammen med et udvalg af numre fra både fortid og nutid.
Både tambour- og harmoniorkesteret spiller.
Koncerten er gratis, men du kan støtte garden via MobilePay, hvis du har lyst.
Kl. 18.30 – 19.30: Afslutning og hyggestemning
Vi runder dagen af med ro, hygge og mulighed for de sidste snakke.
Alle er velkomne.
Uanset om du har spillet i garden, været forælder, instruktør, fan eller blot er nysgerrig – så håber vi, du vil være med til at fejre denne særlige dag sammen med os. Vi glæder os til at se dig til en fantastisk jubilæumsdag i Sæbygardens ånd – fuld af musik, minder og fællesskab.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæbygarden inviterer til 70-års jubilæumsfest' til en bekendt