
Illustrationsfoto
Fællessang fejrer 80-året for befrielsen
1. maj 2025 - kl. 5:22 - af Michael Egelund
Den 4. maj er det 80 år siden de tyske tropper i Danmark overgav sig. Søndag markeres det i Bangsbo Botaniske Have med fællessang, faneborg og fakler.
Søndag den 4. maj er det 80 år siden befrielsesbudskabet lød i radioen. Danmark var atter fri af Nazityskland. Frederikshavn Kommune markerer 80-året for befrielsen med alsangsarrangement søndag aften i Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn.
Programmet for aftenen byder blandt andet på forskellige musikalske optrædener, taler og poesioplæsning. Men du får også rig mulighed for at komme på banen, når der skal synges fire fællessange. Ved skumringstid tænder kommunens Junior Rangere fakler.
Fejringen af befrielsen starter kl. 19.00 og er planlagt til at slutte kl. 20.05 med fællessangen ”En lærke lettede.” Der er mulighed for at købe kaffe og kage på stedet.
Flyvende markering før
Fejringen om aftenen den 4. maj står ikke alene. Allerede sidst på eftermiddagen samme dag, letter et dannebrogsmalet Hercules-fly fra flyvestationen i Aalborg. Flyet overflyver en række historiske steder i Nordjylland med tilknytning til anden verdenskrig og modstandsbevægelsen.
Air Transport Wing Aalborg planlægger at overflyve Frederikshavn kl. 17.52. Herefter flyver flyet via Ålbæk mod Skagen med forventet ankomst kl. 17.55.
Markeringen af befrielsen fortsætter også dagen efter, når borgmester Karsten Thomsen og garnisonskommandant Jan Landberg Svendsen lægger blomsterkranse ved Mindesmærket for de faldne ved Frederikshavn Kirke. Det sker mandag den 5. maj kl. 10.00.
Program
Kl. 19.00 – Velkomst ved konferencier
Kl. 19.05 – Fællessang v/Frederikshavn Mandskor – I Danmark er jeg født
Kl. 19.08 – Tale ved Borgmester Karsten Thomsen
Kl. 19.14 – Mandskoret – Mandalay + Aften (Et hav der vugger sig til ro)
Kl. 19.30 – Tale ved Jan Landberg Svendsen
Kl. 19.35 – Fællessang – Man binder os på mund og hånd
Kl. 19.40 – Oplæsning af Poesi v/Pernille Lisborg
Kl. 19.45 – Fællessang – Jeg elsker de grønne lunde
Kl. 19.50 – SECA – To sange
Kl. 20.00 – Afrunding v/ konferencier
Kl. 20.05 – Fællessang – En lærke lettede
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fællessang fejrer 80-året for befrielsen' til en bekendt