
Foredrag og meditation i Sæby Kirke
14. februar 2025 - kl. 11:29 - af Jeanette Wildenhoft
Suppeaften om Den kolde krig – perioden fra anden verdenskrigs afslutning i 1945 og frem til Berlinmurens fald i 1989, synes langt væk her i fredelige Sæby. Og dog. Med krig på europæisk jord har diskussionen om en kold krig nået nye højder og skabt fornyet aktualitet om emnet. Tirsdag den 20. februar kl. 18.00 – 20.00, vil Henning Sørensen fortælle om Sæby under den Kolde Krig. Det foregår til suppeaften i Mariehuset.
Under foredraget gennemgås bygninger og lokaliteter i Sæby med relation til den Kolde Krig, Civilforsvarets Kaserne, Hjemmeværnets lokale distrikt, den kommunale beredskabsbunker, Hærens Basesignalpark m.fl. Endvidere beskrives et meget stort anlæg tæt ved Sæby, der var en konsekvens af den Kolde Krig. NATO-rørledningen til brændstoffer, der løb hele vejen fra Danmark til Sydeuropa, havde sin nordligste indgang ved Sulbæk. Ud for kysten ved Sulbæk lå ofte tankskibe, der lossede deres last af f.eks. flybenzin til flybaserne i Tyskland ind i rørledningen. Vi er tæt på verdens store begivenheder – også i Sæby.
Aftenmeditation om at dele, foregår samme aften, torsdag den 20. februar kl. 20.00. Det er en gudstjeneste på ca. 40. minutter, med mange levende lys, musik og sang og god tid til refleksion over et tema, der bliver belyst af bibelske læsninger. Temaet denne aften er: at dele med andre. Det er et vigtigt budskab, vi alle har gavn af at reflektere over.
Kirkens Dagligstue om nye salmer. Salmedigteren Johannes Johansen har skrevet flere ret kendte nyere salmer, ikke mindst Du, som har tændt millioner af stjerner, Vi kommer til din kirke Gud og Det første lys er Ordet, talt af Gud. Fredag den 21. februar kl. 14.30 er der mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med denne salmedigter, når sognepræst Keld Skovgård fortæller. Vi vil naturligvis også synge nogle af dem. Ud det vil vi nyde samværet med hinanden, og bordets glæder, der byder på kaffe, te og kage.
Alle er velkomne til disse begivenheder – og i kirken søndag formiddag kl. 10.00.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Foredrag og meditation i Sæby Kirke' til en bekendt