
Arkivfoto
Tranåsskolens fremtid er positiv
24. januar 2025 - kl. 2:37 - af Jeanette Wildenhoft
Avisen bragte tidligere på måneden nyheden om, at Børne- og Ungdomsudvalget på et møde havde et punkt på dagsordenen om indførelse af en juniormesterlære for elever på 8. og 9. årgang.
Juniormesterlære er for elever, der trives med praktisk arbejde og kommunerne skal selv finansiere juniormesterlæren.
Juniormesterlære skal indføres med skoleåret 2025/26 og i Frederikshavn Kommune tænkes den oprettet på Nordstjerneskolen.
Mange reaktioner
Dagsordenspunktet lagde op til, at det for at skaffe den nødvendige finansiering af juniormesterlæren, kan blive nødvendigt at lukke Tranåsskolen i Sæby fra august 2025.
Forslaget om mulige lukning af Tranåsskolen, som siden 80érne har ligget i Sæby, har berørt og bekymret byens borgere – og ikke mindst skolens elever og lærere.
Reaktionerne er ikke kun kommet fra kommunens borgere, men også fra flere lokalpolitikere, som i medierne har drøftet og diskuteret forslaget om at lukke Tranåsskolen.
”Tranåsskolen kommer ikke til at lade livet”
Siden nyheden blev offentliggjort, har Tranåsskolens fremtid været uvis.
Avisen har derfor kontaktet Christina Lykke Risager Eriksen, SF som dog ser positivt på Tranåsskolens fremtid:
”Jeg tør godt sige, at Tranåsskolen ikke kommer til at lade livet”, udtaler Christina Lykke Risager Eriksen og fortsætter:
Tranåsskolens menneskesyn, hvor ros og anerkendelse af eleverne vægtes højt, skal bredes ud og ikke begrænses. Der er behov for at vi i kommunen tager os af denne gruppe elever og anerkender at ikke alle børn har samme forudsætninger for læring”.
Christina Lykke Risager Eriksen understreger:
”Tranåsskolen har sin berettigelse”.
Ikke behov for flere kasser
Christina Lykke Risager Eriksen vurderer, at Tranåsskolens og juniormesterlærens målgruppe ikke er den samme, og at ikke alle børn kan kommes i de gængse kasser. Der er derfor behov for nye og mere ’fleksible kasser’ – ikke flere kasser, som Christina Lykke Risager Eriksen formulerer det.
Hun fortæller videre, at der på sigt muligvis kan arbejdes på at koble Tranåsskolen sammen med juniormesterlære, og derved lavet et samarbejde mellem de to tilbud.
Formålet med juniormesterlære
Formålet er at tilbyde mere varierede og praksisnære undervisningsforløb som alternativ afslutning på folkeskolen.
Tranåsskolen
Tranåsskolen er beliggende på Tranåsvej 10, 9300 Sæby. Målgruppen er elever i 8.-10. Klasse og skolen er normeret til 20 elever.
Tranåsskolen henvender sig til elever, som har brug for et anderledes skoletilbud. Dagligdagen er meget struktureret med morgensamling, undervisning i almene fag og værkstedsundervisning. Der er gode muligheder for at indgå i skole- praktikforløb på omkringliggende virksomheder.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tranåsskolens fremtid er positiv' til en bekendt