
Helhedsplan for Recycling City i Frederikshavn
24. januar 2025 - kl. 1:45 - af Jeanette Wildenhoft
Frederikshavn Kommune har udarbejdet en helhedsplan for udviklingen af Recycling City vest for Frederikshavn, som skal fremme bæredygtighed og grøn omstilling i området.
Planen skaber en ramme for at tiltrække virksomheder og initiativer, der arbejder med genanvendelse, cirkulær økonomi og vedvarende energi.
Helhedsplanen fokuserer på at etablere Recycling City som et førende centrum for innovative løsninger inden for genbrug og genanvendelse og understøtter kommunens mål om at bidrage aktivt til den grønne omstilling. Området skal fungere som en katalysator for vækst, arbejdspladser og vidensdeling, både lokalt og internationalt.
Planen er udarbejdet i tæt samarbejde med lokale og regionale aktører for at sikre, at Recycling City bliver et attraktivt sted for virksomheder der deler visionen om en bæredygtig fremtid.
Fremtidens bæredygtige Erhvervsområde
Med Recycling City, som strækker sig over ca. 890 hektar, har Frederikshavn Kommune en klar ambition om at skabe et bæredygtigt og fremtidsorienteret erhvervs- og energiområde. Området – omkranset af Frederikshavn vest, Knivholt hovedgård, Ravnshøj, Kvissel, Elling og mod øst Frederikshavn Forsyning – er et strategisk led i arbejdet med at levere på potentialet i kommunens grønne vækstspor, hvor omstilling på energiområdet og Recycling City tilsammen udgør afsættet for bæredygtig vækst.
Recycling City vil på den måde blive en hjørnesten i kommunens grønne omstilling. Området skal tiltrække både energiproducerende og energiforbrugende virksomheder, der alle deler en fælles forpligtelse til bæredygtighed.
Et kerneelement i Recycling City bliver vedvarende energikilder som solceller og vindmøller. Det fremgår af det udarbejdede materiale, at Frederikshavn Kommune ønsker manifestere området som et grønt fyrtårn.
Samle visioner og opfylde bæredygtighed
Helhedsplanen skal læses som et strategisk dokument. Ambitionen er at samle strategiske og politiske visioner på tværs af det kommunale og erhvervsmæssige landskab og sikre, at Recycling City kan udvikle sig til et attraktivt bæredygtigt erhvervsområde for eksisterende og nye erhverv og som et værdiskabende område.
Helhedsplanen er i modsætning til kommuneplanen og lokalplaner ikke defineret i planloven.
Et af målene er, at Recycling City kan hjælpe virksomheder med at opfylde de komplekse bæredygtighedskrav ved at tænke bæredygtighed som en integreret del af områdets udvikling.
Ét vigtigt emne er cirkulær økonomi. Cirkulær økonomi handler om at genbruge og genanvende restmaterialer og affald i stedet for at sende til deponi eller forbrænding.
Der er desuden et ønske om at integrere mere natur og biodiversitet, forbedre mulighederne for friluftsliv, energifællesskaber og bæredygtig infrastruktur, plante skov og tilpasse området til klimaforandringer.
Erhvervsområdet har en god placering, hvor vej- og mulige jernbaneforbindelserne kobler til hovedveje, E45 og havnen.
Materialet er fremlagt i høring på kommunens hjemmeside frem til og med den 6. marts.
Via disse links kan der læses meget mere om planerne og grundlaget for Recycling City:
https://frederikshavn.viewer.dkplan.niras.dk/plan/120#/
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Helhedsplan for Recycling City i Frederikshavn' til en bekendt