
Foto: Jeanette Wildenhoft
Den skaldede Kok vender retur til Sæby
19. januar 2025 - kl. 6:37 - af Jeanette Wildenhoft
Der er gode nyheder for madglade sæbynitter og øvrige nordjyder. En gammel og savnet kending vender nemlig ’hjem’ til Sæby.
Den Skaldede Kok, alias Carsten Olsen, tog tidligere på året afsked med Sæby til fordel for et job på Rold Gl. Kro – en oplevelse, som desværre viste sig ikke at være, som Carsten Olsen havde håbet på.
Savnet af byens borgere
Carsten Olsen drev i flere år den populære restaurant Den Skaldede Kok – Sæby Søbad, men så sig nødsaget til at lukke, da Sæby Søbad Restaurant ApS sidste år blev tvangsopløst.
Lukningen berørte ikke kun den sympatiske kok, men også byens borgere, som efterfølgende udtrykte deres vemodighed over lukningen.
Kulinarisk comeback
Søndag den 26. januar åbnes dørene til Den Skaldede Kok – denne gang med location i Købmandsgården.
Sammen med sin samarbejdspartner Anders Johansen vil Carsten Olsen videreføre samme koncept, som restauranten ved Sæby strand var kendt for.
Det betyder, at du hver søndag kan få en lækker brunch med alt der dertil hører, og onsdag spise dig mæt i stegt flæsk. Restauranten holder derudover åben torsdag, fredag og lørdag.
Mad ud af huset
Carsten Olsen og Anders Johansen arbejder i disse dage hårdt for at blive færdige til den snarlige åbning, og den lille restaurant emmer allerede nu af hygge og liv.
Da lokalerne i Købmandsgården er mindre end dem på Sæby Søbad, vil der ikke være mulighed for at holde store selskaber i den nye restaurant. I stedet bliver det muligt at købe mad ud af huset til større selskaber, hvor maden leveres i pakker, som med få trin færdiglaves og serveres for festens gæster – et koncept, som mange allerede kender fra f.eks. nytårsmenuer.
Varmt gensyn med Sæby
Gensynet med Sæby og byens borgere har allerede berørt den sympatiske kok, som er blevet stoppet af flere sæbynitter, som har hilst ham varmt velkommen ’hjem’.
Carsten Olsen siger selv om sin tilknytning til byen:
”Sæby har altid været den foretrukne by”.
Både Carsten Olsen og Anders Johansen glæder sig til gensynet med alle de kunder, som har støttet restaurant Den Skaldede Kok og håber at den nye restaurant vil få samme varme modtagelse fra byens borgere.
Bestil bord allerede nu
Du kan bestille bord på tlf. 60 22 98 29.
3 kommentarer til “Den skaldede Kok vender retur til Sæby” under annoncerne.
Det lyder dejligt. Ikke for tidligt vi får noget at vælge imellem.
Velkommen i Sæby.
Velkommen tilbage til Den skaldede kok🤗👍
Dejlig nyhed glæder mig til velkommen til jer begge 🥰