Kedelig tendens er også nået Sæbys butikker
7. januar 2025 - kl. 11:45 - af Jeanette Wildenhoft
Mange danske medier har den sidste tid belyst et stigende problem i Danmark. Butikstyveri er nemlig gået hen og blevet en vedvarende og voksende hovedpine for især dagligvarebutikkerne.
Også et nordjysk problem
Dagligvarebutikker landet over oplever i stigende grad, at varer forsvinder fra butikken uden først at have været forbi kassen.
Ifølge tal fra Nordjyllands Politi (kilde: Tv2 Nord) er antallet af anmeldte butikstyverier i Nordjylland fordoblet, og sidste år alene blev mere end 2000 butikstyve taget på fersk gerning.
Problemet er ikke forbeholdt de større byer. Også i Sæby opleves problemet med butikstyveri.
Én af de butikker, som ser en stigning er SuperBrugsen på Chr. Pedersensvej, hvor brugsuddeler Andreas B. Bech fortæller:
”Ja det er blevet mere butikstyveri. Det er blevet sværere at spotte tyve, da det ikke længere kun er “dem man plejer at holde øje med”.
Ifølge Andreas har scan selv løsningerne, som også findes i butikken i Sæby, gjort det nemmere for tyvene at stikke af med varer uden først at have scannet dem.
Kreative metoder
Udover at tyverierne er blevet hyppigere, er tyvene også blevet mere kreative.
Ifølge Tv2 viser optagelser fra supermarkederne eksempelvis kunder, der distraherer butikspersonale for at slippe af sted med tyvekoster samt tyve, som bruger butikkens bagindgang til at slippe af sted med en indkøbsvogn fyldt med kaffe.Derudover er der i flere medier blevet belyst en stigende voldelig adfærd hos butikstyvene.
Mest stjålne varer
Nedenfor kan du se en liste over de varer, der oftest bliver stjålet i butikkerne:
- Personlig pleje
- Kolonial
- Køl og frost
- Øvrige varer (f.eks. penge, kaffe, Lego osv.)
- Øl/sodavand
- Slik
- Slagter/bager
- Tekstil
- Vin/spiritus
- Frugt/grønt/blomster
Kilde: Dansk Erhvervs opgørelse over stjålne varer for 3. kvartal 2024 (Tv2 Nord).
En kommentar til “Kedelig tendens er også nået Sæbys butikker” under annoncerne.
scan selv løsningerne er en opfordring til tyveri.