Arkivfoto.
Beiwen Zhang gør comeback for VEB i lokalopgør mod Aalborg Triton
24. september 2024 - kl. 8:02 - af Michael Egelund
Tirsdag aften møder Vendsyssel Elite Badminton for første gang nogensinde Aalborg Triton i landets bedste række, Badmintonligaen. Det sker på Tritons hjemmebane på Vester Mariendal Skole.
Det er over 20 år siden, at de to nordjyske klubbers førstehold duellerede, så det bliver på flere måder en spændende aften i Aalborg.
– Vi er storfavoritter. Det hersker der ingen tvivl om, men det har vi heldigvis prøvet før. Det specielle ved denne kamp er, at vi møder et andet nordjysk hold. Det er nyt for os, og det betyder, at der er flere følelser involveret i kampen, siger VEB’s cheftræner, Allan Kolbro Nielsen.
Han har selv en fortid i Aalborg Triton, der har fået en barsk start på tilværelsen i Badmintonligaen med to nederlag på 0-9. Det hører dog med til historien, at de har spillet mod Team Skælskør-Slagelses guldaspiranter og Højbjerg/Via Bilers forsvarende danske mestre.
– I hjemmekampen mod Skælskør/Slagelse kunne de sagtens have vundet et par kampe. Vi ved, at der bliver en intens stemning i hallen tirsdag aften, og det skal vi håndtere, lyder det fra VEB-træneren.
Holdopstillingen forbliver vanen tro en hemmelighed indtil tre timer før kampstart. VEB vil dog godt afsløre så meget, at amerikaneren Beiwen Zhang får comeback i det nordjyske lokalopgør.
Den rutinerede amerikaner skiftede til VEB i 2016, hvor hun spillede i tre sæsoner. Efter to års pause fra VEB trak hun atter VEB-trøjen over hovedet i 2021, hvor holdet vandt DM-bronze. Hun var også med til at vinde DM-guld i både 2022 og 2023.
Beiwen Zhang skal formentlig møde stortalentet Kajsa van Dalm, som er datter af den tidligere Triton- og VEB-spiller Mette van Dalm.
Der er kampstart kl. 18.30 i Aalborg.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Beiwen Zhang gør comeback for VEB i lokalopgør mod Aalborg Triton' til en bekendt