
Tre konkurrencer i samme weekend
29. januar 2024 - kl. 12:18 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæsonens sidste konkurrence på hjemmebane, Vinter Cup i Iscenter Nord.
På en lidt grå og trist januar-dag var det et kærkomment skift, da de mange dygtige og flotte skøjteprinsesser og -prinser gik på isen og viste deres individuelle programmer.
Den yngste deltager ved denne konkurrence var Ellanor H. Albertsen. Trods sine kun 4 år har hun en stor evne til at indtage isen og charmere både dommere og publikum.
I dagens anledning havde hun iklædt sig en fin ny kjole, som passede perfekt til hendes “se min kjole” program.
Det gode ved denne slags konkurrence er, at alle kan deltage og at foreningens slogan ”Skøjtning Og Sammenhold” (SOS Nord) virkelig tydeliggøres.
Lærke Gregersen Feldtmose, som i indtil fornyeligt har skøjtet i en anden forening, skulle løbe sit program, som SOS Nord-løber for første gang. Selvsikkert og sprudlende af energi og glæde, skøjtede hun i både de nordlige og sydlige dele af banen, til tonerne fra serien ”Nord & Syd”.
Programmusikken spændte vidt på en dag som denne.
Fra den afrikanske kongeslette til havets dyb. Væk fra dødens gab til en fjern galakse. Fra boogie og ind i en magisk verden. Fra den mystiske manga-verden – og meget meget mere.
Alle forskellige temaer, men med ét fælles træk; bag hvert program lå et kæmpe arbejde fra løberens side for at personliggøre programmet.
En anden yngre skøjteprinsesse, som gjorde sig særlig bemærket, var Emma Meyer. Ved de tidligere klubmesterskaber har hun haft en af foreningens dygtige hjælpetrænere med sig som støtte. Men denne dag løb hun sit program helt alene og det er utrolig flot, at hun på så forholdsvis kort tid har udviklet sig så meget.
Ved dagens præmieoverrækkelse var alle sejrstrinene vel betrådt.
Ikke nok med at Josefine Vejby Richard, ved dagens præmieoverrækkelse, kunne stige helt til tops. Så var hun inden selve ceremonien midtpunkt for en fælles fødselsdagssang på isen da hun havde fødselsdag. Sikke en dag at fylde 6 år.
Joanna Mikkelsen kunne ved dagens afslutning ikke kun fejre sin guldmedalje – men også at hun var blevet K-løber.
Foreningens rutinerede konkurrenceløber Laura Dollerup deltog i ”Isblomsten”, som er en privatarrangeret skøjtekonkurrence – hvilket vil sige en konkurrence ikke i Dansk Skøjte Union (DSU) regi.
Laura Dollerup elsker at deltage ved konkurrencer og at komme ud og vise, hvad hun har lært på sine træninger.
Også Laura kunne træde op på det øverste trin og få en velfortjent guldmedalje med hjem til sin store medaljesamling.
Maia Galkina Henriksen var også meldt til denne konkurrence, men blev desværre nødt til at trække sig på grund af sygdom.
Noget længere væk fra Danmark var Wendell Hansson-Östergaard til konkurrence. Han er én af foreningens landsholdsløbere, som denne gang repræsenterede Danmark ved en International Skating Unions konkurrence på Island.
Wendell har haft en rigtig god sæson indtil videre – og også på Island fik han en guldmedalje og personlig bedste i det lange program.
På onsdag skal han videre til The Nordics, hvor han igen skal forsvare de danske farver som den eneste dreng fra Danmark.
Næste weekend står den foruden The Nordics også på sæsonens anden FunSkate konkurrence. Her tager 27 løbere turen til Aalborg.
De indledende forberedelser til foreningens 10 års jubilæum er også godt i gang. Så ud over den almindelige træning og konkurrence-forberedelser, bliver der nu også brugt tid på at lære nye shows de enkelt hold imellem – og flere på kryds og tværs.
Skøjte og Sports Forening Nord håber at mange vil komme og opleve en skøjteforening i rivende udvikling når de indbyder til 10 års jubilæum den 24. marts 2024.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tre konkurrencer i samme weekend' til en bekendt